Regionen vil uddanne flere praktiserende læger

Region Nordjylland vil åbne op for 56 flere uddannelsespladser som praktiserende læge.

Region Nordjylland skruer nu op for antallet af uddannelsespladser til de læger, som gerne vil være praktiserende læger.

Der har i flere år været mangel på praktiserende læger i Nordjylland, men måske er det snart fortid.

Region Nordjylland vil nemlig åbne op for, at endnu flere læger kan uddanne sig til at være praktiserende læge, så de gennem flere uddannelsespladser kan dæmme op for manglen på praktiserende læger.

Læs også Landsforening om fejlvisiterede borgere: Bostederne mangler fagligt kompetente ledere

Regionspolitikernes ønske er at oprette 56 uddannelsespladser i år til de læger, der gerne vil arbejde som praktiserende læge, og det tal fastholdes i 2020.

Til sammenligning havde regionen for tre år siden blot 45 uddannelsespladser.

Introduktionsforløbet skal foregå hos praktiserende læger i landsdelen, men det er regionen, som står for lønudgifterne.

Flere vil være praktiserende

I forsøget på at få flere læger til at uddanne sig som praktiserende læger har regionen i flere år sat nogle forskellige initiativer i gang, og det lader til at have virket.

De seneste ansættelsesrunder viser nemlig, at ansøgerantallet er stigende, og flere stillinger besættes.

- Jeg er rigtig glad for, at der endelig er udsigt til, at flere læger ønsker at gå den vej. Det er den gunstige situation, vi har arbejdet henimod, så vi kan sikre patienterne en praktiserende læge i dag og i fremtiden, siger formanden for Akut- og Praksisudvalget, Mogens Ove Madsen (S).

Forventningen er, at inden for en kortere tidsramme vil alle uddannelsesstillinger i Almen medicin i Region Nordjylland blive besat, og der vil være flere læger, der søger uddannelsesstillinger i specialet, end der er stillinger til.

Forsiden lige nu