Sorte tal på bundlinjen: Frederikshavn Havn leverer rekordresultat

Frederikshavn Havn leverede i 2017 det bedste resultat, siden kommunen overtog havnen i 2001.

På Frederikshavn Havn kan de i dag juble over præstationerne det seneste år. Havnens indtjening i 2017 er nemlig den største, siden Frederikshavn Kommune i 2001 overtog havnen.

Frederikshavn Havn opnåede i 2017 et resultat på 21,1 millioner kroner. Budgettet for 2017 lå på 17,3 millioner kroner og administrerende direktør, Mikkel Seedorff Sørensen, er også tilfreds med resultatet.

quote Det er en fantastisk udvikling, og det beviser, at vi gjorde det rigtige med havneudvidelsen.

Bo Uggerhøj, bestyrelsesformand, Frederikshavn Havn

- Der skal lyde en stor cadeau til alle medarbejdere for, at vi har været i stand til at levere så godt et resultat, samtidig med at vi har været i gang med havneudvidelsesprojektet. Vi glæder os over, at vi kan koncentrere os om at optimere på driften og indkøre mange nye aktiviteter i de kommende år, siger Mikkel Seedorf Sørensen. 

”Vi gjorde det rigtige”

I forbindelse med udvidelsen af havnen er samtlige baglandsarealer blevet udlejet, og derfor besluttede bestyrelsen tidligere i år, at der etableres yderligere 170.000 kvadratmeters baglandsareal i området nord for havneudvidelsen.

- Det er en fantastisk udvikling, vi har set med udlejningen af samtlige baglandsarealer, og det beviser, at vi gjorde det rigtige med havneudvidelsen i Frederikshavn, siger bestyrelsesformand i Frederikshavn Havn, Bo Uggerhøj.

Bestyrelsen har tidligere lagt en strategi for årene 2017 til 2021, hvor der var budgetteret med fuld aktivitet fra 2021. Og det mål ser ud til at blive indfriet.

- Med de indgående kontrakter vi har nu, er vi mål omkring de strategiske målsætninger, vi har sat omkring volumen og økonomi, siger Bo Uggerhøj. 

Herunder kan du høre interviewet med Frederikshavn Havns administrerende direktør, Mikkel Seedorff Sørensen.

 

Seneste nyt

fra Nordjylland