Thisted får sin første akutmediciner

Patienter i akutmodtagelsen på hospitalet i Thisted kan fremover blive behandlet af en speciallæge i akutmedicin.

Akutmodtagelsen på Aalborg Universitetshospital i Thisted har fået en helt særlig overlæge.

Det er 43-årige Helena Holm, der er speciallæge i akutmedicin, og det er der ikke mange, der kan prale af at være. I dag findes der kun 7 af slagsen i hele Region Nordjylland.

En akutmediciner er i stand til at give tidlige diagnoser og behandle akutte tilstande, som enten er livstruende eller som kan medføre skade på en person. Derfor skal akutmedicinere være med til at nedsætte risikoen for død og varige skader.

- Jeg har arbejdet som akutlæge siden 2014, og jeg har hele mit arbejdsliv været tilknyttet de dårligste akutmedicinske patienter. Derfor er det et område, der ligger mig meget på sinde, og jeg håber da, at jeg som speciallæge i akutmedicin kan få en positiv betydning i akutafdelingen, siger Helena Holm.

Som lægespeciale er akutmedicin et relativt uskrevet blad i dansk sammenhæng. Det er først i 2017, at specialet blev godkendt som et af de nu i alt 39 lægespecialer, der findes i Danmark.


Seneste nyt

fra Nordjylland