Trænerskifte i Vendsyssel FF giver ny energi før afgørende kampe

02:02

Vendsyssels nye træner er parat til den afgørende fase

Foto: Christian Henriksen

1 af 2

Vendsyssel FF er stadig med i oprykningsstriden i 1. division, men valgte for en uge siden at skifte træner. Det skal give holdet fornyet energi i jagten på en plads i Superligaen.

Det er en ny mand, der dirigerer med spillerne i Vendsyssel FF. Jens Berthel Askou blev for en uge siden forfremmet fra assistent til cheftræner, da klubben afbrød samarbejdet med Erik Rasmussen.

- Det har været spændende og lidt hektisk de første par dage, men først og fremmest har det været en rigtig god oplevelse, siger Jens Berthel Askou.

Den nye cheftræner vandt sin debutkamp i weekenden på udebane mod Thisted, og spillerne mener, at trænerskiftet har givet ny energi til truppen.

- Selvom han kender os alle sammen, men vi er som spillere nødt til at bevise os lidt på ny, og det gør jo bare, at posen bliver rystet en ekstra gang, siger Vendsyssel FF-anfører Christian Overby.

Klubbens direktør Mogens Krogh har smidt jakkesættet og er trukket i træningstøjet for at agere assistenttræner i resten af sæsonen. Umiddelbart skulle man tro, at det ville være et problem at skifte træner lige før, turneringen bliver afgjort, men sådan ser de ikke på det i Vendsyssel.

- Han skal ikke opfinde nogle relationer på kort tid. Han kender os alle sammen og ved, hvad vi står for, så det har været en glidende overgang, siger Christian Overby.

Læs også Økonomiske interesser kostede Erik Rasmussen trænerjobbet

- Det rusker jo altid lidt op i folk. Nu kan det være, at dem, der ikke har spillet så meget, kan se det som en ny chance for at få lov at få lidt ekstra minutter. Det er altid med til at skærpe tingene lidt, og folk lytter lige lidt ekstra og er endnu mere fokuserede, siger Jens Berthel Askou.

Vendsyssel FF deler tredjepladsen i 1. division med Viborg FF, som ser ud til at være holdet, vendelboerne skal forbi for at slutte i top tre. Lykkes det, får de ligesom i sidste sæson muligheden for at spille sig op i landets bedste række i playoffkampe mod et af bundholdene i Superligaen.

Er du superligatræner i næste sæson?

- Det ved vi ikke noget om. Jeg håber, vi vinder i morgen. Vi går efter at vinde i morgen og så må vi se. Der er lang vej hjem, siger Jens Berthel Askou.

Vendsyssel FF møder onsdag aften Nykøbing FC på hjemmebane i næstsidste spillerunde i 1. division.

Har du et godt tip?