- Vi finder en løsning, siger City-manager om Nadims exit-ønske

Nadia Nadim var søndag aften på banen for Manchester City, selvom hun har bedt klubben om at sælge hende.

Manchester Citys manager Nick Cushing tager det tilsyneladende roligt, at den danske landsholdsangriber Nadia Nadim, der tidligere har spillet for Fortuna Hjørring, ønsker at forlade klubben.

Halvandet år før sit kontraktudløb har Nadim fortalt, at hun ikke føler sig hjemme i Manchester – hverken i klubben eller i byen.

- Sagen bliver behandlet stille og roligt på en professionel måde af de rigtige folk i klubben. De finder en løsning på situationen, siger Nick Cushing til BBC.

Søndag spillede Nadia Nadim 70 minutter, da Manchester City slog det franske storhold Paris Saint-Germain med 2-1 under sæsonforberedelserne i USA. Nadia Nadim kom ikke på måltavlen – det gjorde i stedet den danske forsvarsspiller Mie Leth Jans. 

Har ønsket sig væk i lang tid

Det er næsten et år siden, Nadia Nadim skrev under på en toårig aftale med Manchester City. Hun startede planmæssigt i den storsatsende klub ved årsskiftet, men siden er det ikke gået som ønsket.

- Jeg har aldrig følt mig hjemme i hverken Manchester eller Manchester City. Jeg har gjort det meget klart for ledelsen, at jeg gerne vil væk, og sådan har jeg haft det i lang tid, sagde Nadia Nadim til BBC under klubbens tur til USA.

quote Jeg har aldrig følt mig hjemme i hverken Manchester eller Manchester City. Jeg har gjort det meget klart for ledelsen, at jeg gerne vil væk, og sådan har jeg haft det i lang tid.

Nadia Nadim

Lige inden skiftet til Manchester City blev Nadia Nadim amerikansk mester med Portland Thorns. Siden er det dog gået lidt ned ad bakke rent sportsligt, idet Nadim ikke har fået så meget spilletid, som man kunne forvente. Denne sommer har klubben tilmed skrevet kontrakt med tre andre angribere: Lauren Hemp, Caroline Weir og den belgiske landsholdsskarpretter Tessa Wullaert.

Resultatmæssigt gik det heller ikke helt, som klubben havde håbet. Manchester City, der også har Mie Leth Jans i truppen, blev nummer to i ligaen og Continental Cup. I Fa Cuppen og Champions League blev holdet slået ud i semifinalerne. 

TV 2 SPORT har forsøgt at få en kommentar fra Nadia Nadim i forbindelse med hendes ønske om at skifte klub.


Seneste nyt

fra Nordjylland