Regionerne bevares: - Vi kommer til at se en styrkelse af regionerne

00:48

I den nye politiske aftale står det også, at landets fem regioner består.

Formanden for Region Nordjylland glæder sig over, at regionerne overlever, efter Socialdemokratiet har lavet en aftale om en ren S-regering.

Med den nye regeringsaftale på plads står det nu klart, at de fem danske regioner består. Det glæder naturligt nok formanden for Region Nordjylland, Ulla Astman (Socialdemokratiet).

Læs også Mette Frederiksen bliver landets næste statsminister

- Jeg er yderst tilfreds med, at regionerne får lov at blive. Jeg var stærkt bekymret for, at der skulle komme en øget centralisering i Danmark, og det får vi ikke med den nye aftale, siger hun.

- Jeg bider mærke i, at man vil styrke det regionale demokrati, og at regionerne stadig vil spille en central rolle i forhold til beslutningerne på sundhedsområdet. Så jeg har forventninger om, at vi kommer til at se en styrkelse af regionerne, siger Ulla Astman.

Et af de områder, der får et løft med den nye aftale, er psykiatrien.

- Det er rigtig positivt, at man udvider den nuværende ordning om gratis psykologhjælp, så den gælder for børn og unge op til 25 år, og at man har lavet en tiårsplan for psykiatrien, så vi kan få færre genindlæggelser og lave mere forebyggende arbejde, siger Ulla Astman.

- Det har været en bremseklods

Udover løft på forskellige områder i sundhedsvæsnet, glæder Ulla Astman sig nu over, at der ikke længere er usikkerhed om regionernes fremtid.

Den afgående VLAK-regering havde op til folketingsvalget den 5. juni foreslået, at regionerne skulle nedlægges. Det var et forslag, der ikke faldt i god jord hos Ulla Astman. Både fordi hun mener, det ville forringe sundhedsvæsnet, men også fordi det har givet sundhedsvæsnet nogle mere lavpraktiske udfordringer.

- Det har været en bremseklods for at kunne sætte nye initiativer i gang. Vi har godt kunnet mærke, at der har været en vis afventning hos nogle af vores samarbejdspartnere. Men det har også været en mærkelig tid for vores medarbejdere, som ikke har vidst, om der nu skulle flyttes rundt på deres arbejdspladser. Så jeg er glad for, at den utryghed nu er væk, slutter Ulla Astman.

Læs også S-formand: - Det havde været en falliterklæring, hvis det ikke kunne lade sig gøre

Forsiden lige nu