Poul Frederiksen fra Gjøl blev ufrivillig landskendt som minkavler. Han havde den tvivlsomme fornøjelse, at blive den første ejer af en minkfarm, der måtte se sine dyr blive slået ihjel af staten. Lige nu plejer han at bruge al sin tid på de minkhvalpe, som er en fast forårsbebuder på hans farm, men i år er der intet at lave der:

- Jeg er jo vant til at gå ude på farmen 10-12 timer om dagen, ja faktisk fra solen står op til den går ned igen, for at passe hvalpene, så jeg kan jo ikke bare sidde og kigge derinde. Derfor har jeg købt et algebehandlingsanlæg, som jeg nu kører rundt med. Jeg har været selvstændig, siden jeg gik ud af skolen efter 9. klasse, og det regner jeg med at blive ved med, siger Poul Frederiksen.

Manglende videreuddannelse overrasker

Og minkavleren fra Gjøl er langt fra den eneste fra sin branche, der er vant til at klare sig selv. Selv om minkerhvervet var meget stort i Nordjylland, før coronasmitte ødelagde erhvervet, er der ikke mange avlere eller deres ansatte, der har søgt om støtte til videreuddannelse. Det overrasker socialrådgiver Mette Neist fra LandboNord:

- Vi har haft en håndfuld henvendelser fra vores kunder, hvoraf kun to har forsøgt at komme videre for at se, om de var berettigede til at få støtte fra puljen. I første omgang havde jeg nok tænkt, at der var flere minkavlere eller ansatte, der var berørt af krisen og ikke vidste, hvad Søren de nu skulle lave, siger Mette Neist.

Minkavlerne hjælper hinanden

For at få hjælp til videreuddannelse er det et krav, at man skal være meldt ledig - og f.eks. modtage dagpenge eller kontanthjælp, og ikke have andre indtægter. Det har da også udelukket en stor del af minkavlerne på forhånd.

- Jeg tror, minkavlere er som andre landmænd. Det er altså driftige mennesker, som har været selvstændige i mange år, og de sætter sig ikke ned og venter på, at der kommer en løsning, hvis de selv har en idé. De er også gode til at hjælpe hinanden, og flere har fået et nyt job ad den vej, siger Mette Neist, LandboNord.

Poul Frederiksen lægger ikke skjul på, at hans nye algebekæmpelsesfirma er en form for terapi, der kan fjerne tankerne fra den katastrofe, der ramte hans minkfarm og livsværk. Men han er stadig rasende over den måde staten gennemførte aflivningen af hans dyr, og at fremtiden stadig er helt uafklaret:

- Politikerne må melde ud, om de vil helt af med os, eller om vi kan bevare erhvervet. Vi er verdens bedste til at producere minkskind med den bedste dyrevelfærd overhovedet. Man skal bare være klar over, at med den efterspørgsel, der er på skind, så flytter erhvervet bare til andre lande, hvor dyrene bliver avlet under helt andre forhold, siger Poul Frederiksen.

Manglende kompensation

Minkavleren fra Gjøl venter stadig på, at regeringen lever op til de løfter, der blev givet under minkkrisen.

- Vi var tre, der arbejdede på vores minkfarm dengang dyrene blev aflivet, og vi blev lovet kompensation til løn og alt muligt andet, men vi har intet set af det endnu, og har heller ikke fået det på skrift. Det er bare for ringe, siger Poul Frederiksen.

Foreløbigt ser puljen til videreuddannelse til folk i minkbranchen altså ud til at blive en billig omgang for regeringen, fordi så mange avlere og ansatte tilsyneladende klarer sig selv. Men Mette Neist afviser ikke, at de 50 millioner kroner på finansloven alligevel kan komme i spil senere på året.

- Puljen løber jo til den 31.12.21, så det kan være, at vi får flere henvendelser i løbet af efteråret, hvis flere vælger at melde sig ledige, siger Mette Neist.

Poul Frederiksen ved godt hvad han helst vil lave i fremtiden – og det er ikke at bekæmpe alger, selv om det passer ham fint lige nu:

- Der er ikke noget jeg hellere vil lave end det jeg er bedst til – og det er at lave minkskind. Men jeg mangler politisk opbakning til det. Kan jeg få det, er jeg parat til, sammen med min søn, at starte farmen op igen. Det er vores plan, siger Poul Frederiksen.