Seneste nyt

fra Nordjylland

1.500 biler fjernet fra skrothandler

Efter 28 år er forholdene hos Knivholt Autoophug blevet lovlige.

For hos skrothandleren har der været 1.500 ulovligt opmagasinerede skrotbiler, der nu er i gang med at blive fjernet af Jesper Hansen fra Fyns autoophug.

Han har brugt de seneste 3½ måneder på at fjerne de mange skrotbiler i Frederikshavn.

- Da vi startede, var der fyldt med biler og træer herinde, siger Jesper Hansen og viser rundt på et af de steder hos Knivholt Autoophug, hvor der er fjernet rigtig mange biler.

Frederikshavn Kommune har givet Knivholt Autoophug frist til 27. juli til at fjerne de mange ulovligt opmagasinerede biler - ellers skrider kommunen ind og fjerner biler på ejerens regning. 

Men den tidsfrist når man let, lyder det fra Jesper Hansen.

Sagen om Knivholt Autoophugs mange skrotbiler begyndte i december sidste år, da TV2 Nord kunne afsløre, at bilerne hobede sig op både foran og bagved skrothandlerens ejendom i et antal, der lå markant over, de 500 autoophuggeren havde tilladelse til at have stående.

Frederikshavn Kommune, der er myndighed på området, havde igennem 28 år havde været klar over, at skrothandleren overtrådte loven, men kommunen valgte at se gennem fingre med det.