800 blev fyret på slagteri: Nu er der 23 millioner kroner på vej

EU sender 23 millioner kroner til tidligere slagteriarbejdere i Nordjylland.

På tirsdag stemmer Europa-Parlamentets beskæftigelsesudvalg for, at tidligere slagteriarbejdere hos Danish Crown i Sæby får 23 millioner kroner af EU’s støttepulje for afskedigede medarbejdere. 

Pengene skal blandt andet gå til omskoling, opkvalificering og hjælp til jobsøgning og vil komme næsten 800 nordjyder til gode. Det fortæller Marianne Vind (S), der er medlem af Europa-Parlamentets beskæftigelsesudvalg.

- Det er en stor tragedie, at Danish Crown lukkede i Sæby. En masse dygtige medarbejdere er blevet opsagt. EU skal hjælpe dem videre med omskoling, uddannelse og hjælp til jobsøgningen, siger hun.

EU's hjælp er ifølge Marianne Vind helt på sin plads. Ifølge hende var unionen nemlig medansvarlige for lukningen af slagteriet i Sæby.

Globaliseringsproblem

Selvom europaparlementarikeren godt er klar over, at der er en del af de tidligere slagterimedarbejdere, der allerede har fået nyt arbejde, er der stadig tidligere ansatte, hun mener, skal hjælpes.

- Der er også dem, der ikke er kommet i job, og som har brug for opkvalificering til måske at kunne komme ind i en anden industri. Pengene kommer til kommunen, der løfter opgaven, fortæller Marianne Vind.

Se indslaget fra da slagteriet lukkede.

For lukningen af slagteriet er ifølge hende et problem, som EU har skabt.

- Jeg er virkelig glad for, at pengene går til et dansk område. Det er jo et klokkeklart globaliseringsproblem, der er grunden til at slagteriet lukkede, siger hun og fortsætter:

- Problemet er, at EU tillader dyretransporter i helt op til 24 timer. Det gør det nemt at eksportere grise til lande med langt ringere løn- og arbejdsvilkår, samtidig med at dyrene lider forfærdelig overlast undervejs. EU kunne jo bare sikre, at grisene bliver slagtet tættere på gården. Det er win-win for både lokale jobs og dyrevelfærd.

Nu håber hun, at ny dyrevelfærdslovgivning kan dæmme op for dét problem.

- Vi har sagt det til EU-Kommissionen længe, at det her er et problem. Nu har de endelig lyttet og foreslået en ny dyrevelfærdslovgivning. Men det er langt fra godt nok, for i Sæby er det for sent. Vi skal blive ved med at kæmpe hårdt for de lokale arbejdspladser, så vi ikke ser de store massefyringer som den i Sæby igen.

Støtten træder i kraft efter, at hele Europa-Parlamentet forventeligt godkender beslutningen i næste måned.


Seneste nyt

fra Nordjylland