Brusebad til brandmænd skal mindske risikoen for kræft
René Bech viser rundt på brandstationen i Frederikshavn og i den nye sanitetsvogn.
På brandstationerne i Thisted og Frederikshavn er der parkeret en ny vogn i garagen. Nemlig en sanitetsvogn, der skal hjælpe brandmændene ude i marken.
De nye sanitetsvogne hos Nordjyllands Beredskab syner ikke af meget udefra, men de får stor betydning for de nordjyske brandfolk.
I Frederikshavn viser stationsleder, René Bech, den nye vogn frem.
- Vognen er vigtig, fordi brandmændene ret hurtigt kan blive vasket efter en brand og dermed få sodpartikler vasket af ret hurtigt, siger han.
Sodpartiklerne kan være kræftfremkaldende, og netop derfor er det vigtigt at få dem vasket af hurtigst muligt.
Flere nye faciliteter
For at brandmændene kan holde sig så rene som muligt, arbejder brandstationen i Frederikshavn i øjeblikket på at lave nye badefaciliteter som et supplement til den nye sanitetsvogn.
- Det kommer til at fungere med samme princip som ude i sanitetsvognen, hvor brandmændene kan gøre sig rene i en slags sluse, så de ikke skal i kontakt med det beskidte brandtøj igen, siger René Bech.
Det er 32 år siden René Bech startede som brandmand, og han kan tydeligt mærke forskellen fra dengang til i dag.
- Dengang tænkte folk, at den mest beskidte brandmand var den sejeste, i dag er vi heldigvis blevet så kloge, at en ren brandmand også er den smarteste brandmand, siger han.
Se René Bech vise rundt på brandstationen i Frederikshavn og i den nye sanitetsvogn i toppen af artiklen.