Danmarks bedste floorball-spillere fejret med borgmester og check

Frederikshavn Blackhawks er landets bedste floorballhold, og fredag blev det fejret på rådhuset, hvor borgmesteren havde en bonus-check med til gulddrengene.

- Jeg synes sådan set, vi har fortjent det, lyder det fra holdets kaptajn Nicolai Flyvholm, da gulddrengene fra Frederikshavn Blackhawks er inviteret til fejring på rådhuset.

quote Som hold kan du ikke opnå mere

Nicolai Flyvholm, Frederikshavn Black Hawks

Blackhawks herrehold har i løbet af den seneste sæson markeret sig som landets bedste, og alene i løbet af de seneste fire uger har der været ren medaljehøst. Holdet slog i starten af april på udebane i Frederiksberg Hallerne Sunds Seahawks i DM-finalen i Select Herre Floorball Ligaen.

The double til Frederikshavn

Og i søndags snuppede danmarksmestrene pokalfinalen på hjemmebane.

Dermed er der en vaskeægte double til frederikshavnerne.

- Som hold kan du ikke opnå mere, siger Nicolai Flyvholm, der med sine 31 år er blandt de ældste i guldtruppen.

Leverer på topniveau

- Vi har en bred trup med en masse dygtige floorballspillere. Det har Frederikshavn nu altid haft. Vi har nu bare 15 - 18 stykker, der i hver eneste kamp kan gå ind og levere varen på topniveau, så vi er svære at slå i år, siger Nicolai Flyvholm. 

- Jeg er virkelig stolt af at være kaptajn på det her hold, tilføjer han.

Stolt borgmester følger med

Det var også en stolt borgmester, Birgit S. Hansen (S), der fredag eftermiddag havde inviteret indenfor i byrådssalen til byens floorballhelte.

quote Stort tillykke tillykke, og vi har simpelthen fundet 30.000 kroner til jer

Birgit S. Hansen, borgmester, Frederikshavn Kommune

- Jeg ser floorball, så ofte jeg kan, og jeg så også finalen. Et er, at de er suveræne, men det var også dagen for dem, lyder vurderingen fra borgmesteren, der tilføjer, at hun og hele byen er stolte af holdet.

Stor check fra kommunen

Hun og resten af kommunen var fredag klar med en kontant overraskelse til spillerne.

- Stort tillykke tillykke, og vi har simpelhen fundet 30.000 kroner til jer, sagde Birgit S. Hansen.

- Tak for det, lød det tydeligt overrasket fra holdets kaptajn Nicolai Flyvholm, der modtog checken på holdets vegne.


Klar til DM-guld igen næste år

Det er andet år i træk, at Blackhawks bliver danske pokalmestre, mens det er nogle år siden, DM-guldet er landet i Frederikshavn.

Til gengæld er holdet - hvis det står til kaptajnen klar til igen næste år at hive medaljer af guld nordpå.

- Jeg er ikke sikker på, der er nogen, der har vundet the double to år i træk, så det, tænker jeg, er målet for os, fortæller Nicolai Flyvholm.


Seneste nyt

fra Nordjylland