Kunder føler sig snydt med ubrugelige gavekort - nu har de politianmeldt tatovør

Kunderne føler sig snydt, efter de for kort tid siden købte gavekort som åbningstilbud til ny tatovørbutik i Sæby, for nu er butikken pludselig lukket.

En stribe kunder står med umiddelbart fuldstændig ubrugelige gavekort fra butikken CrazyCouple Ink & Beauty i Sæby.

Det var ellers et godt tilbud, som byens nye tatovør lokkede med, da hun tilbage i juni åbnede butikken.

Helt ekstraordinære gode tilbud, for hvis man købte et gavekort på 500 kroner,  gav det en værdi på 1000 kroner i butikken.

Det benyttede mange sig, og flere har købt gavekort her op til jul. 

quote Jeg fik min familie med til at give et gavekort til min søster i fødselsdagsgave, og nu kan hun så ikke få noget ud af det

Katrine Wachsmuth

Måske for godt til at være sandt

Men meget tyder på, at det gode tilbud var for godt til at være sandt.

For nu er tatovøren forsvundet, og butikken står tom.

Kunderne frygter, at tatovøren er stukket af med deres penge. 

Nu melder flere kunder tatovøren til politiet.

En af kunderne, der benyttede sig af det, var Katrine Wachsmuth. 

Hun købte et gavekort til en værdi på 6000 kroner. Men nu er hun en af dem, der ikke kan komme i kontakt med forretningen.

- Man bliver vred. Man bliver også ked af det. Jeg fik min familie med til at give et gavekort til min søster i fødselsdagsgave, og nu kan hun så ikke få noget ud af det. Så man bliver også flov, siger hun.

Katrine Wachsmuth har købt et gavekort til en værdi på 6000 kroner, som ikke kan bruges.
Katrine Wachsmuth har købt et gavekort til en værdi på 6000 kroner, som ikke kan bruges.

Siden starten af december har det ikke været muligt for kunder at komme i kontakt med indehaveren, Safia-Jasmin Saidana Kristensen. 

- Jeg har sidst snakket med hende 15. november. Og efterfølgende skrevet til hende flere gange på Facebook, Instagram og privat, siger Thea Bom Rasmussen, der er en af kunderne, der også har købt et gavekort.

På Facebooksiden VORES SÆBY har der været stor kritik af tatovørforretningen, hvor mange kunder udtrykker utilfredshed med, at gavekort for flere tusinde kroner sandsynligvis er spildte.

TV2 Nord har i den forbindelse været i kontakt med kunder, som har politianmeldt indehaveren. 

Markante åbningstilbud 

Ifølge udlejeren af bygningen i Grønnegade i Sæby lejede Safia-Jasmin Saidana Kristensen sig ind i lokalerne 1. august i år.

Inden da var hun allerede i løbet af sommeren begyndt at sælge gavekort med åbningstilbud til forretningen. 

Pist væk - smækkede med døren

Udlejeren af de nu tomme butikslokaler fortæller, at Safia-Jasmin Saidana Kristensen afleverede sine nøgler for tre uger siden, og i dag er der ingen spor tilbage i butikken af en aktiv tatovør-forretning.

Den melding er med til at slukke håbet for, at Katrine Wachsmuth nogensinde får sine penge at se igen.

- Jeg har desværre ikke nogen forhåbninger om at få noget ud af det gavekort siger Katrine Wachsmuth. 

TV2 Nord har været i kontakt med  Safia-Jasmin Saidana Kristensen, som dog ikke ønsker at udtale sig. I hvert fald smækkede hun døren i overfor TV2 Nords reporter i Sæby tirsdag.

Derfor er det endnu uvist, hvad der kommer til at ske med firmaet, der ifølge cvr-registret fortsat står som aktiv.


Seneste nyt

fra Nordjylland