Michael savner flere cykelstier: - Jeg skal ikke ligge og slås med bilerne
Foto: Christian Henriksen / TV2 Nord
Michael Løje Naumann er kørestolsbruger, men forsøger hver dag at cykle adskillige kilometer på sin håndcykel. Her støder han dog ofte på udfordringer, fordi der ikke er nok sammenhængende cykelstier.
Det er afgørende for Michael Løje Naumann, at han kan bruge cykelstien på vej ud af Frederikshavn, hvor han bor.
Efter at være blevet påkørt i 2018, tør han nemlig ikke længere at cykle på de befærdede landeveje.
- Jeg skal ikke ligge og slås med bilerne ude på vejen, fordi jeg er en smule bredere end en almindelig cykel, siger Michael Løje Naumann, som i øjeblikket cykler mellem 30 og 40 kilometer om dagen på sin håndcykel.
I løbet af sommeren kan det sagtens blive til daglige ture på omkring 80 kilometer. Mulighederne for at vælge forskellige ruter er dog begrænsede.
- Vi har gode cykelstier nord på mod Skagen, men mod Hjørring for eksempel er der rigtig mange steder undervejs, hvor der mangler nogle stykker med cykelsti, siger han.
Sådan et sted møder Michael Løje Naumann, efter at han er kørt ud af Ravnshøj vest for Frederikshavn.
- Når jeg lander her, så vender jeg rundt og kører samme vej tilbage, siger han.
Se indslaget her:
Færrest cykelstier
Hovedvejen mellem Frederikshavn og Hjørring er en statsvej, hvilket betyder, at det er Vejdirektoratet, der er ansvarlig for den. De fleste veje er kommuneveje, hvor penge til nye cykelstier skal findes i de kommunale budgetter. Formanden for Folketingets transportudvalg, Rasmus Prehn, kan dog sagtens se idéen i at investere i flere cykelstier.
- Når vi får flere til at cykle, er der en masse penge at spare. Dem, der cykler til og fra arbejde, har færre sygedage end dem, der tager bilen. Der er mindre risiko for at få livsstilssygdomme, og der er masser af trængsels-, klima- og miljøgevinster, siger Rasmus Prehn (S).
Erhvervsorganisationen Dansk Industri lavede sidste år en analyse, som viser, at Nordjylland er den landsdel, der har færrest kilometer cykelsti i forhold til, hvor meget bebyggelse, der er. I Nordjylland er der 2,1 kilometer cykelsti per kvadratkilometer med bebygget areal. Landsgennemsnittet ligger på 2,8 kilometer.
- Jeg tænker, at manglende cykelstier er et generelt problem på alle de større veje, hvor der bliver kørt stærkt og der kun er den smalle streg mellem biler og cyklister, siger Michael Løje Naumann.
Skal have bid af kagen
I Infrastrukturplan 2035, som de fleste af Folketingets partier står bag, er der afsat en cyklismepulje på tre milliarder kroner til blandt andet at etablere flere cykelstier.
- Alle danskere er skatteydere, og når man betaler sin skat i Nordjylland, så kan det ikke passe, at der kun skal anlægges cykelstier i København. Så må det også være sådan, at vi nordjyder får vores andel af pengene, siger Rasmus Prehn.
På dagens tur må Michael Løje Naumann vende om og cykle de cirka fire kilometer tilbage mod Knivholt Hovedgård, hvor cykelturen begyndte. Han drømmer dog om, at han en dag kan tage en cykelsti hele vejen til Hjørring.
- Jeg ville helt sikkert bruge cykelstierne, hvis der var nogle flere af dem. Jeg ligger og kører på de få, vi har, og slider på dem, men ville elske, hvis der var nogle flere muligheder. Det ville være lykken, siger Michael Løje Naumann.