Naturbrand ved Råbjerg Plantage: Hård vind besværliggør slukningen
Branden udvikler kraftig røg i området.
Nordjyllands Beredskab kæmper lige nu med en større naturbrand tæt ved Råbjerg Plantage. Politiet opfordrer folk til at holde sig væk fra området.
Opdatering 19.38: Branden er nu under kontrol, men slukningsarbejdet forventes at fortsætte ud på natten til mandag.
Et større naturområde mellem Ålbæk og Skiveren og op til Råbjerg Mile udvikler kraftig røg. Råbjergvej er spærret af, fordi røgen er kraftig og blæser ind over vejen. Nordjyllands Politi oplyser, at man skal holde sig væk fra området omkring Råbjergvej, og man skal undgå at bevæge sig ind i røgområdet.
Hos Nordjyllands Beredskab fortæller direktør, Diana Sørensen, at der er tale om et område på 1 x 1 kilometer og muligvis et større område.
Den første melding om branden kom klokken 14.16 fra Ålbæk, og kort tid efter kom en melding om samme brand fra Skiveren.
- Vi har kaldt folk ind fra stationerne i Ålbæk, Skagen, Sindal og Hjørring. Derudover får vi hjælp fra Beredskabsstyrelsen og Naturstyrelsen, siger Diana Sørensen. Hun oplyser til TV2, at der også er mandskab på vej fra Thisted, Hirtshals og Frederikshavn.
Beredskabsstyrelsen assisterer Nordjyllands Beredskab med at slukke branden. På Twitter oplyser Lars Høg Schou, der er operativ chef for Beredskabsstyrelsen, at de har sendt 14 brandfolk, en autosprøjte, slangegruppe og to tankvogne til at hjælpe med at slukke branden.
Beredskabsstyrelsen Nordjylland er på vej med 14 brandfolk, autosprøjte, slangegruppe og 2 tankvogne. Samarbejde med @NjylBeredskab https://t.co/fNj1yIZP9C
— Beredskabsstyrelsen - Nationalt Beredskab (@BRSNationalt) June 30, 2019
Kalder ekstra styrker ind
Råbjergvej fungerer netop nu som samlingssted for de forskellige stationer og Nordjyllands Politi. Herfra kører køretøjerne ud til de områder, hvor der er brug for slukningsarbejde.
Beredskabet er udfordret af den hårde blæst, og deres opgave lige nu er at få afskærmet områderne og etablere brandbælter, så branden ikke breder sig til andre steder. Der er ikke kontrol over branden inde i terrænet, men der er kontrol over standsningsbælterne rundt om branden.
- Vi får hjælp fra landbrugsmaskiner, der pløjer jorden, så branden ikke kan udvikle sig. Det er en brand, der kommer til at tage tid at slukke, og derfor er vi netop nu ved at kalde ekstra styrker ind, siger Diana Sørensen fra Nordjyllands Beredskab.
Udover beredskab fra de syv brandstationer i Nordjylland, er der også kaldt frivillige brandfolk ind fra Frederikshavn og Hjørring.
Det er ikke til at sige, hvad årsagen til branden er, men området er meget tørt for tiden på grund af varmen, og det kan være en af årsagerne, oplyser Diana Sørensen fra Nordjyllands Beredskab.
Ingen mennesker eller dyr er kommet til skade i branden. To af de store campingpladser i området, Skiveren Camping og Råbjerg Mile Camping, melder begge, at de ligger langt væk fra brandområdet, og der er derfor ingen fare for gæster, der bor eller skal til campingpladserne.