Seneste nyt

fra Nordjylland

Sort personbil smadrede indgangsparti til Power i mislykket indbrudsforsøg

Et ødelagt indgangsparti er det, som venter kunderne, der skal ind og se på elektronik i Power i Frederikshavn onsdag. 

Natten til i dag forsøgte fire mænd på ulovlig vis at skaffe sig adgang til elektronikvarehuset. Klokken 03:41 bakkede en sort personbil ind i glasdørene, der udgør indgangspartiet til Power. 

Forkert nummerplade på bilen

Glasdørene blev smadret, og gerningsmændene fik dermed adgang til vindfanget. Men det lykkedes stadig ikke for de fire gerningsmænd at skaffe sig adgang helt ind til forretningen. 

- Vi kan se på overvågningen, at der er fire gerningsmænd, og de er på stedet i tre minutter, inden de opgiver og forlader stedet igen, siger Anni Brix fra Nordjyllands Politi. 

Ifølge Anni Brix er der tale om en sort bil, der enten er eller ligner en Toyota Verso. Men nummerpladen på bilen stammer fra en Toyota Yaris. 

- Så vi har jo mistanke om, at bil og nummerplade er stjålet, siger Anni Brix. 

Jagten på de fire gerningsmænd er sat ind. Onsdag morgen fik Nordjyllands Politi en henvendelse fra en borger, som havde set en bil på en adresse i Frederikshavn, der kunne være den savnede bil. 

- Vi har en patrulje, der er kørt ud til adressen, men de har ikke afgivet rapport endnu, lyder det.