Involveret i dødsulykke får nu endnu en dom
TV2 Nord interviewede Lasse Burholt, da han var i retten i sidste uge. I dag blev sagen afgjort.
Lasse Burholt fik fredag sin dom for hastighedsovertrædelser. Han er tidligere dømt i sag, hvor han var involveret i en dødsulykke ved Sindal, der kostede tre børn livet.
Uagtsomt manddrab og markant overskridelse af fartgrænserne.
Sådan lød overtrædelserne, Lasse Burholt fra Frederikshavn for otte år siden blev dømt for, efter at have været involveret i en dødsulykke, hvor tre børn mistede livet.
Fredag fik han endnu en dom for at køre for stærkt - den lød på en bøde på 20.000 kroner og en frakendelse af førerretten i seks måneder.
Lasse Burholdt har i Retten i Hjørring erkendt, at han to gange har overskredet fartgrænserne.
Overskridelse på mere end 60 procent
I de to sager er Lasse Burholt tiltalt for den 13. november 2020 at have kørt mindst 135 kilometer i timen på en strækning mellem Frederikshavn og Hjørring, hvor hastighedsgrænsen var 80 kilometer i timen. Det var en overskridelse på mere end 60 procent.
- Jeg kørte for stærkt. Længere er den ikke, sagde Lasse Burholt i sidste uge i retten.
20. april sidste år trådte han også for hårdt på speederen, da han kørte med mindst 83 kilometer i timen på Hunetorp Klitvej i et sommerhusområde syd for Blokhus. Det var en overskridelse på mere end 30 procent.
- Det var en ren tanketorsk. Jeg kører strækningen flere gange om ugen, og jeg troede, jeg var kommet hen i 80 kilometer-zone.
Dengang kørte han 125 kilometer i timen, hvor han måtte køre 80.
Dømt for uagtsomt manddrab i 2013
Sagen mod den 47-årige frederikshavner vækker opsigt, da han i 2013 var involveret i en tragisk dødsulykke.
Her ramte Lasse Burholts bil i høj fart en bil med en australsk familie i T-krydset Lendumvej/Bredmosevej ved Sindal.
Ved ulykken blev tre børn på 11, ni og tre år dræbt, da deres mor overtrådte sin ubetingede vigepligt og svingede sin Citroen Berlingo ud foran Lasse Burholts Mitsubishi Grandis, der kom kørende med 125 kilometer i timen på en strækning, hvor man højst må køre 80 kilometer i timen.
Spiller ikke ind
Sagen fra 2013 har ingen indflydelse på domsafsigelsen fredag. I sidste uge frabad den 47-årige frederikshavner sig at omtale den tragiske sag fra 2013.
- Jeg ønsker ikke at udtale mig i dag af hensyn til familien. Der er ikke noget formål med at rippe op i den gamle sag, sagde han til TV2 Nord.
Under retssagen i 2013 blev Lasse Burholt dømt til at betale 20 dagbøder à 500 kroner, ligesom han fik en betinget frakendelse af kørekortet i tre år.
Også moren til de tre dræbte børn overtrådte færdselsloven ved at være uopmærksom og overtræde sin ubetingede vigepligt.