Klit skrællet af ved Tornby Strand: Naboer frustrerede over nyt sommerhusbyggeri

En sommerhusejer har fjernet en fredet klit ved Tornby Strand i forbindelse med byggeriet af sit sommerhus. Nu skal han genetablere klitten.

Fuglene synger og solen skinner over sommerhusene ved Tornby Strand ved Hirtshals. Kasper og Henriette Andreassen sidder på deres bænk og kigger ud over vandet, som tydeligt kan ses fra deres sommerhus.

Men det kan snart være slut.

75 meter længere fremme er et nyt byggeri nemlig i fuld gang. Der skal bygges et sommerhus, som kommer til at tage deres udsigt. Det mener de sker, fordi der bliver bygget i strid med reglerne i lokalplanen.

Kasper og Henriette Andreassen mister deres gode havudsigt, hvis et nyt sommerhus bliver bygget, som der indtil videre er lagt op til. Selvom det, ifølge dem, er imod lokalplanen.
Kasper og Henriette Andreassen mister deres gode havudsigt, hvis et nyt sommerhus bliver bygget, som der indtil videre er lagt op til. Selvom det, ifølge dem, er imod lokalplanen.
Foto: Katja Schlaikier / TV2 Nord

- Alle vi andre, der har bygget, har jo overholdt reglerne. Vi har endda haft kommunen ind over for at være sikker på, at alt er gået rigtigt til. Derfor er det jo virkelig frustrerende at se på, siger Kasper Andreassen.

Ifølge parret bliver huset bygget otte til ti meter uden for det oprindelige byggefelt, og det er den placering, der kommer til at koste flere havudsigten.

- Det er vi da helt vildt kede af. Vi elsker jo den her udsigt, siger Henriette Andreassen.

Klit skrællet af

Herudover har ejeren også fjernet en fredet klit.

- Det ødelægger jo vores natur, som vi holder så meget af. Det er vi da rigtig kede af, siger Henriette Andreassen.

Ifølge Hjørring Kommune er byggeriet dog inden for reglerne, men ejeren har fået et påbud om at genopbygge klitten, inden sommerhuset må tages i brug.

- Selve byggeriet ligger i byggezonen, hvor man gerne må bygge. Så der er for os at se ikke noget at komme efter. Jeg kan selvfølgelig godt forstå frustrationen over, at man mister udsigten, siger Søren Homann (K), der er formand for Teknik- og Miljøudvalget i Hjørring Kommune

- Jeg kan også godt forstå frustrationen over, at den klit, man har kigget på i lang tid, er væk, og selvfølgelig skal den ikke være væk. Den bliver reetableret. Det har ejeren accepteret, siger Søren Homann.

Klitten ved et sommerhusbyggeri ved Tornby Strand er for ti dage siden blevet fjernet. Derfor har ejeren fået et påbud fra Hjørring Kommune om at genetablere klitten.
Klitten ved et sommerhusbyggeri ved Tornby Strand er for ti dage siden blevet fjernet. Derfor har ejeren fået et påbud fra Hjørring Kommune om at genetablere klitten.
Foto: Katja Schlaikier / TV2 Nord

Men at reetablere klitten bliver nærmest umuligt, lyder det fra naboerne.

- Det bliver meget svært, for huset ligger jo der, hvor klitten var. Det bliver svært at få en gravemaskine eller bulldozer derind. Han har jo allerede lavet sokkel og det hele, siger Kasper Andreassen.

Grundejerforening: - Kommunen håndhæver ikke reglerne

Den samme bekymring deler grundejerforeningen i området. De mener heller ikke, at klitten kan genetableres præcis, som den var. Herudover mener de heller ikke, at kommunen griber nok ind i byggeprojektet.

- Kommunen håndhæver jo ikke de ting, de skal, så vi er jo bange for, at de heller ikke håndhæver det med at reetablere ordentligt igen, siger Kristian Andreassen, der er formand for grundejerforeningen ”Rajen”.

Men det mener Hjørring Kommune ikke er rigtigt.

Det kan vel være svært at reetablere klitten præcis som den så ud, når sommerhuset ligger så tæt på den?

- Det er jo klart, men når en sommerhusgrund har en del af en klit på sig, så bliver man jo nødt til at flytte en lille smule af den. Men det er rigtigt, at den del af klitten, der ikke ligger på byggegrunden, ikke må fjernes. Den skal også reetableres, siger Søren Homann.

Søren Homann (K), der er formand for Teknik- og Miljøudvalget i Hjørring Kommune, mener, at byggeriet er efter bogen. Dog skal klitten genetableres.
Søren Homann (K), der er formand for Teknik- og Miljøudvalget i Hjørring Kommune, mener, at byggeriet er efter bogen. Dog skal klitten genetableres.
Foto: Katja Schlaikier / TV2 Nord

Seneste nyt

fra Nordjylland