Malthe er syg: Mor må selv betale for at blive hjemme

Flere har kun ret til barnets første sygedag, og det giver problemer når barnet er sygt i længere tid. Derfor vil BUPL have lavet reglerne om.

Malthe på 16 måneder er snottet, hoster og har feber. Han er syg på tredje dag, men hans far har allerede taget barnets første sygedag, og ingen af hans bedste forældre kan træde til. Derfor er hans mor Nina Træholt nødt til at blive hjemme. Noget hun selv skal betale for.

- Jeg synes, ikke det er rimligt. Jeg vil jo gerne bruge min ferie med mine børn, når de er raske. Jeg sparer jo ferie op til rejser, udflugter eller noget i den retning, som vi kan gøre sammen. Og hvis jeg skal bruge ferie, når mine børn er syge, så bliver den jo hurtigt brugt på det, siger Nina Træholt, der bor i Løkken med sin kæreste og deres tre børn.

quote Jeg er jo mor til tre, og har derfor oplevet syge børn flere gange. Det er virkelig sjældent, at de kun er syge i en dag.

Nina Træholt, Løkken

Ligesom mange andre har Nina Træholt og hendes kæreste kun ret til en dag - altså barnets første sygedag. Men det tal så de gerne var højere.

- Jeg er jo mor til tre, og har derfor oplevet syge børn flere gange. Det er virkelig sjældent, at de kun er syge i en dag. Der burde i hvert fald minimum være mulighed for at tage en ekstra sygedag med barnet, synes jeg, siger Nina Træholt.

Det er hun langt fra alene om. Både Forældrenes Landsorganisation og pædagogernes fagforening, BUPL, mener, at forældre skal have ret til flere dage.

En ny undersøgelse, der er lavet for BUPL, viser, at otte ud af ti forældre oplever at have svært ved at passe deres børn til de er helt raske. Derfor sender flere dem i daginstitution eller skole, selvom de stadig er syge.

- Vi kan ikke overlade det alene til, at det skal være forældrenes ansvar. Det er simpelthen unfair. Der er vi nødt til at tænke i, hvordan kan vi hjælpe familierne. Vi skal have en børnepolitik, der virker bedre, siger Elisa Rimpler, der er formand for Børne- og Ungdomspædagogernes Landsforbund (BUPL).

Ikke en sag for folketinget

Ifølge beskæftigelsesministeren er forældres ret til børnesygedage dog ikke noget som folketinget umiddelbart vil tage op.

- Altså fravær i forbindelse med børns sygdom, det er kernestof i forbindelse med overenskomsterne, og det har vi som udgangspunkt ikke tænkt os at blande os i, siger Peter Hummelgaard (S).

Og det ærgrer formanden for BUPL. For hun mener ikke, at det er ikke et problem, der løser sig selv.

- Der er selvfølgelig nogle arbejdspladser, hvor man er meget fleksibel og, hvor man kan tage sit arbejde med hjem. Nogle kan måske arbejde om aftenen. Men vi skal også huske på, hvordan det er at være familie. Der er behov for nærhed, når børnene er syge. De har behov for at forældrene er til stede, siger Elisa Rimpler.

For Nina Træholt, der arbejder som brandmanager, er det at arbejde hjemme ikke en mulighed. Hun er glad for sit arbejde, der ifølge hende selv er så fleksible, som det er muligt, når hun har barn syg. Men hun håber, at reglerne for fremtiden bliver bedre på området.

- Er det ikke bare det, det koster, når man har små børn? Det vil nogle nok synes, men jeg synes samtidig, at man bliver opfordret til at få børn. Derfor synes jeg ikke, det er fair, at det nærmest skal umuliggøres, når de er syge, siger hun. 


Seneste nyt

fra Nordjylland