Nu kan man spille minigolf i totalt mørke

Skallerup Seaside Resort har som de første i Danmark åbnet en 18-hullers indendørs bane med black light minigolf. Banen er i dag blevet godkendt af faste gæster, der trods det gode vejr blev inden døre.

Du kender sikkert til minigolf, men har du hørt om minigolf i mørke?

I dag åbnede Danmarks første black light minigolfbane lige her i Nordjylland. Den 500 kvadratmeter store bane, der er dekoreret med håndmalede, selvlysende havfruer, blæksprutter og klumpfisk bliver kun oplyst af UV-lys. Banen hører til i Skallerup Klit Seaside Resort. 

Allerede ved åbningstid, klokken ni i formiddag, stod de første gæster klar. 

- Vi fik jo at vide, at de åbnede klokken ni, så vi stod heroppe lidt i ni, så vi kunne være klar. Vi troede jo, der ville være run på, siger Brian Jensen. 

Selvom der er helt mørkt på minigolfbanen, lyser både bolde og banerne op.
Selvom der er helt mørkt på minigolfbanen, lyser både bolde og banerne op.
Foto: Skallerup Seaside Resort

Faste feriegæster vil prøve det nye 

Men helt så meget run på var der altså ikke. For solskin og høje temperaturer har trukket en hel del besøgende til Vestkysten. Men det var altså ikke alle, der søgte mod vandet i sommervarmen. 

- Når det er nyt, så skal vi jo lige prøve det, når nu vi er her, lyder det fra familiefaren, Brian Jensen fra Herning. 

Det er 13. år i træk at familien Jensen fra Herning besøger Skallerup, og de skulle selvfølgelig prøve det nyeste tiltag.

- Det er både i jul og pinse og sommerferie, så hvis det er dårligt vejr, er det jo perfekt, det her. 

Familien Jensen fra Herning er vilde med Skallerup - de er kommet i 13 år, og den nye minigolfbane blev godkendt.
Familien Jensen fra Herning er vilde med Skallerup - de er kommet i 13 år, og den nye minigolfbane blev godkendt.
Foto: Vibe Aagaard / TV2 Nord

Hjælp fra staten gjorde banen mulig 

Det var coronapandemien, der fik direktøren af Skallerup Seaside Resort til at tænke lidt ind i fremtiden. 

- Vi kunne jo se, med alle de nye tiltag, der var så var det nok ikke lige her, vi skulle have store konferencer eller et konferencecenter. Men så bød der sig en mulighed, forklarer Jørgen Høll, direktør ved Skallerup Seaside Restort. 

Muligheden opstod, da staten udbud en omstillingspulje.

- Der har vi fået stor hjælp fra Hjørring Erhvervscenter og Erhvervshus Nord, så vi har fået lidt hjælp til at lave projektet her, siger han. 

Tilbage ved hul 18 er der fundet en vinder - for med de selvlysende bolde, er det til at se selv en hole in one. 


Seneste nyt

fra Nordjylland