Rekordmange opkald: Trine og hendes søn taler med børn, der har brug for hjælp
Foto: Clara Al-Naseri / TV2 Nord
Hos Børns Vilkår har Trine og hendes 16-årige søn Sylvester hundredevis af samtaler med børn, der har problemer. Lige nu er der ekstra pres på linjen.
Rekordmange har meldt sig som indsamlere for Børns Vilkår i år, der blandt andet driver BørneTelefonen.
Det er ingen undtagelse i Hjørring, hvor Trine Simmelkjær samler ind sammen med sin 11-årige datter og 16-årige søn. Men det er ikke kun til den årlige landsindsamling, de gør en indsats for.
Både Trine Simmelkjær og hendes søn Sylvester Simmelkjær Zielke hjælper børn og unge, der henvender sig til Børns Vilkår.
- Det er bare vigtigt, at vi har mulighed for at snakke om de her problemer og dele det. Så finder man en løsning på det, så man forhåbentlig ikke mistrives mere, siger Sylvester, der er blevet frivillig juniorrådgiver hos Børns Vilkår.
Man lærer af det
Som juniorrådgiver svarer Sylvester på beskeder, som kommer fra andre børn. Udover at hjælpe andre, så lærer han også selv noget af det:
- Der er nogle teambuiling-oplevelser med andre rådgivere. Man får en masse erfaringer, når man arbejder sammen med andre og relaterer til andres problemer.
Hans mor kan genkende oplevelsen og ser rådgivningen som en fin anledning til at få talt med sine børn:
- Det er meget naturligt hjemme hos os, at vi snakker om det, fordi jeg sidder og rådgiver hjemme i min egen stue. Når der er noget, der rør sig hos andre, så bliver det også en indgangsvinkel til, at jeg kan snakke om andres problemer i relation til mine egne børn, som går med samme udfordringer, fortæller Trine, der også er socialpædagog.
Hvert andet opkald er forgæves
Indsamlingsdagen giver mening på flere måder, mener Trine:
- Det her er en måde at give noget videre til mine børn. At vi kan gå ud og gøre en forskel for nogen og bruger en eftermiddag sammen på det. Jeg har også sagt til dem, at de skal jo tage over, når engang jeg ikke kan mere, så må det blive deres tur.
Og der er brug for hjælpen. Sidste år havde BørneTelefonen nemlig over 60.000 samtaler, hvilket er det højeste antal samtaler nogensinde.
- De seneste tal viser, at cirka hvert andet opkald, når vi ikke at tage, så det er selvfølgelig ikke godt nok. Derfor arbejder vi hele tiden med at rekruttere og oplære frivillige, som kan sidde på telefonlinjerne, fortæller Rasmus Kjeldahl, der er direktør for Børns Vilkår.
- Det er et kæmpe problem. Sådan skal det jo ikke være. Alle skal gerne have det godt, så når de har problemer, skal de hjælpes, siger Sylvester.
Mor og søn håber derfor, at de med indsamlingen kan gøre, at flere børn og unge kan komme igennem til Børns Vilkår og få hjælp.
- Så giver vi hinanden en krammer i aften og siger, at vi har gjort en god gerning for nogle børn og er med til at mor kan hoppe på rådgivningen endnu en gang, så der bliver ved med at være ressourcer til det, lyder det fra Trine.
Hvis man kunne tænke sig at blive frivillig hos Børns Vilkår, kan man gå ind på hjemmesiden børnsvilkår.dk.