Uenighed fører til brud: Fortuna Hjørring skal have ny cheftræner
Niclas Hougaard, der begyndte i Fortuna som ungdomstræner, fik chancen som elitetræner for førsteholdet. I 2020 førte Niclas Hougaard Fortuna til det danske mesterskab. Foto: Fortuna Hjørring
Cheftræner i Fortuna Hjørring, Niclas Hougaard, ønsker ikke at fortsætte i klubben. Han er ikke enig i de mål, klubben sætter sig.,
Netop som der er kommet gang i slutspillet i Gjensidige Kvindeliga, har Fortuna fået meddelelse om, at cheftræner Niclas Hougaard ikke ønsker at fortsætte i klubben, når hans kontrakt udløber med udgangen af juni i år.
Det oplyser Fortuna Hjørring i en pressemeddelelse.
Efter en tid med forhandling om kontraktforlængelse har cheftræneren truffet sin beslutning.
Ifølge pressemeddelelsen er Niclas Hougaard ikke enig i linjen og de mål, klubben sætter sig. Derfor ønsker han at sige stop.
Niclas Hougaard, der begyndte i Fortuna som ungdomstræner, fik chancen som elitetræner for førsteholdet. I 2020 førte Niclas Hougaard Fortuna til det danske mesterskab.
Niclas Hougaards ungdomslinje harmonerede godt med Fortunas satsning med bl.a. akademi for elitespillere allerede fra en ung alder.
Klubbens ønske er i den seneste tid også gået i retning af noget mere resultatfokuseret.
- Vi beklager naturligvis, at Niclas Hougaard ønsker at forlade Fortuna. Vi kan kun respektere det arbejde, han har lagt i klubben, og de resultater, han er nået frem til. Vi har et ønske om, at Fortuna fortsat skal være et hold i toppen af dansk og europæisk fodbold. Det mål må vi så forfølge med en ny cheftræner, siger direktør i Fortuna, Jette Andersen og fortsætter:
- Vi må nu forfølge vores sportslige ambitioner med en ny cheftræner ved roret, og jeg forventer, at præsentere den ny træner umiddelbart efter afslutningen af sæsonen. Niclas ønsker at leve op til sin kontrakt og bliver omkring holdet i Gjensidige Kvindeliga indtil sommer, siger Jette Andersen.
Fortunas ligatrup og staben omkring holdet er orienteret om cheftrænerens beslutning.
Allerede på lørdag er der udekamp mod Brøndby.