Halvårsregnskab viser rekordstort overskud
Sparekassen sætter rekord med et overskud på 120 millioner kroner.
Et overskud på 120 millioner i første halvår af 2016 er rekord for Sparekassen Vendsyssel, der stadig har væsentlige nedskrivninger på landbruget.
Sparekassen Vendsyssels halvårsregnskab for første halvår af 2016 viser et overskud på 120 millioner kroner før skat. Det er det bedste halvårsregnskab i bankens historie, og indfrier de forventninger banken på forhånd har meldt ud for året.
På trods af et rekordhøjt overskud er regnskabet dog stadig præget af nedskrivninger på landbrugskunder i banken.
- Vi er vores ansvar bevidst som lokalt pengeinstitut, også i svære tider for lokalsamfundet. Vi finansierer landbrug i vores primære markedsområde, og støtter fortsat op om erhvervet, også selvom det på kort sigt medfører yderligere nedskrivninger. Vi understøtter det lokale erhvervsliv i vores primære markedsområde og ser det som en afgørende opgave for et lokalt pengeinstitut. Det går godt for det lokale erhvervsliv, og privatkunderne har det ligeledes generelt godt rent økonomisk, udtaler administrerende direktør Vagn Hansen.
Nedskrivningerne udgør i alt 118 millioner kroner i første halvår af 2016. Det er 115 millioner kroner mindre end i første havlår af 2015, og er et udtryk for, at det går bedre for dele af landbrugssektoren. Sparekassen Vendsyssel understreger dog, at det stadig er trange tider for især mælkeproducenterne.
Samlet set har Sparekassen Vendsyssel en egenkapital på 2,13 milliarder kroner og den, i lovens øjne, vigtige likviditetsdækning er på hele 157 procent mere end loven foreskriver.
I første halvår af 2016 har Sparekassen Vendsyssel haft en netto-kundetilgang på 1265 kunder og har pr. 30. juni i alt 99.030 kunder.