57 år som Brovst Pigegarde: Nu må drengene også være med
Brovst Pigegarde bliver nu til Jammerbugt Garden.
Brovst Pigegarde har spillet sin sidste melodi. Siden 1964 har gardens medlemmer trods forskellige interesser, store aldersforskelle, og geografi samlet sig om musikken.
Nu bliver garden efter 57 år også for begge køn.
- Vi ønsker ikke at udelukke et enkelt køn. Vi vil gerne omfavne alle, og vi synes, at alle skal være med og ligesom have hele den her oplevelse, som man får som en del af garden her.
Sådan siger formand for Jammerbugt Garden, Sabrina Pedersen.
Drengenes fremtidige indtog i garden betyder, at den fremover kommer til at hedde Jammerbugt Garden. Navnet er yderligere valgt, fordi garden ønsker at repræsentere hele kommunen.
En af de medlemmer der ser frem til at få drenge ind i garden er Amalie Krarup Georgsen. Hun spiller cornette.
- Det, synes jeg, er mega fedt. Nu har jeg gået her i 11 år, og vi har kun været piger, så det er godt med noget forandring, siger hun.
- Bliver mærkeligt i starten
I øjeblikket består Jammerbugt Garden af i omegnen af 30 uniformerede kvinder. Derfor bliver det lidt af en omvæltning af få drenge ind.
- Vi skal finde en ny identitet, selvom vi har en masse tanker og værdier, som vi tager med os videre. Derudover skal vi finde en ny melodi at spille, og samtidig finde ud af, hvem vi er, nu hvor vi er blevet til Jammerbugt Garden, lyder det Sabrina Pedersen.
Alle i og omkring garden er dog enige om, at der skulle ske noget nyt.
- Det bliver nok lidt mærkeligt til at starte med, men jeg tror, at det bliver godt, hvis vi bliver flere. Så kan vi rigtig komme ud at vise, hvor mange vi er, siger Amalie Krarup Georgsen, inden hun fortsætter.
- Og så bliver det også godt at få noget drengepower ind.
Garden holder åbent hus i Pandrup, Fjerritslev og Aabybro i de kommende uger.