Mejeristen ville have, at sønnen blev elektriker - men det skulle han ikke bestemme

Et glidende generationsskifte er i gang hos Aabybro Mejeri, som har været i familien Lindhardts hænder i 56 år.

Madelskere flokkes i dag til Nordjyllands største fødevaremesse i Gigantium. Her kan fagfolk mødes om kød, grønt og ikke mindst is.

For på messen er også 30-årige Niels Jørgen Lindhardt. Og det er hans første messe som medejer af Aabybro Mejeri.

I 1968 købte Anker Lindhardt mejeriet, indtil sønnen Niels Henrik Lindhardt overtog i 1998.

- Sidste år begyndte jeg så som tredje generation at købe mig lige så stille ind i virksomheden og startede med at købe 25 procent, fortæller Niels Jørgen Lindhardt og fortsætter:

- Min far har tit sagt, at jeg skulle gå ud og blive kok eller elektriker, for mejerist var der ingen fremtid i. Men det fik han ikke lov til at bestemme, lyder det med et smil.


Mejeri i dna'et

Som helt lille startede Niels Jørgen Lindhardt derfor i fritidsjob på mejeriet og har siden også drevet is-vognene og -caféerne, som er tilknyttet mejeriet. Det har han gjort sideløbende med uddannelsen som mejerist.

- Jeg tror bare, det ligger i familie-dna’et, og det ligger så dybt i min krop, at det var det, jeg skulle. Jeg har egentlig aldrig tænkt, at der var andre veje for mig, siger han.

Og Niels Jørgen Lindhardts første initiativ som medejer har været opbyggelsen af mejeriets salgsorganisation. For deres produkter – som foreksempel Ryå Is - skal også være kendt udover Nordjyllands grænser.

- Jeg håber da, jeg kan sætte et lige så positivt aftryk på virksomheden, som min far har gjort. Det er mit mål, fortæller han.

Se hele indslaget herunder:


Seneste nyt

fra Nordjylland