Nordjysk by slår rekord igen: Leverer største beløb til Kræftens Bekæmpelse
Foto: Knæk Cancer Aabybro
Det er ikke første gang, at Knæk Cancer Aabybro sætter rekord.
I forbindelse med Knæk Cancer 2022 blev der i alt indsamlet mere end 117 millioner kroner ind.
603.000 kroner.
Det er beløbet, som Knæk Cancer Aabybro har samlet ind til Kræftens Bekæmpelse.
Den nordjyske by er da også garant for at være god til at samle ind til netop Knæk Cancer.
Sidste år slog de nemlig rekorden for Danmarks største frivillige indsamling, og i år har de så slået deres egen rekord, som tidligere lød på 565.000 kroner.
- Det er jo helt vildt fantastisk, at vi igen kan gøre det. Jeg tror slet ikke, at vi selv havde troet på, at vi kunne nå det, siger Christina Wellendorf, der er formand i styregruppen for Knæk Cancer Aabybro.
Det går pengene til
Børnecancerfonden
Biologisk, psykosocial, klinisk og epidemiologisk kræftforskning
Udvikling af støtte til patienter og pårørende
Tidlig opsporing af kræft
Bedre kvalitet i kræftpatienters forløb
Palliativ indsats
Usund livsstil og kræft
Undersøgelse, behandling og opfølgning efter kræft
Styrkelse af den skrøbelige kræftpatient
Kilde: Kræftens Bekæmpelse
Stort sammenhold
Det kræver mange timer og frivillige hænder at være med til sådan et arrangement, hvor man samler mere end 600.000 kroner ind.
Selvom Christina Wellendorf ikke nøjagtig kan sætte en finger på, hvad de gør rigtigt i Aabybro, så ved hun, hvad noget af det vigtige er.
- Der er så mange, der gerne vil det og ønsker at deltage i festen om lørdagen, det, tror jeg, er er en stor del af det, siger hun.
Christina Wellendorf og hendes to kompagnoner brænder for netop Knæk Cancer-ugen, da de selv kan sætte sig i manges sted.
- Jeg har selv været ramt og har familie, der har været ramt. Og Jannie Hedelund og June Haugaard Mejlholm, som også sidder i styregruppen, har også mistet familie, så det er derfor, vi brænder for den sag her, siger Christina Wellendorf.
Et stykke fra rekorden i alt
Selvom det meget flotte tal fra Aabybro var en rekordtager, så sætter hele Knæk Cancer-kampagnen ikke rekord i år.
Det helt nøjagtige tal i endte på 117.449.190 kroner, og dermed er der stadig et stykke op til rekorden, som blev sat sidste år med et beløb på næsten 170 millioner kroner.
Administrerende direktør i Kræftens Bekæmpelse, Jesper Fisker, er dog stadig glad og stolt over det store beløb, der er blevet samlet ind, når man tænker på, at mange har det svært økonomisk.
- Trods det har danskerne støttet Knæk Cancer med mere end 117 millioner kroner. I år er jeg derfor særlig rørt over støtten – både den økonomiske og den menneskelige. Det er imponerende, hvordan kreativiteten blomstrer, og hele landet står sammen. Tak. Tusinde, tusinde tak, siger han til Kræftens Bekæmpelses egen hjemmeside.
Selvom man i Aabybro lige skal have en pause og tilbage at passe arbejdet, så kigger man optimistisk frem mod næste års Knæk Cancer.
- Jeg håber da, at både byen, sponsorer og alle andre, der har været med til at arrangere, at de er med igen, og så må vi se, om vi kan støbe det sammen igen, siger Christina Wellendorf.