Hobro får nyt kultur- og rådhus
Mariagerfjord Kommune har købt en bygning af Andelskassen. Bygningen skal bruges til et nyt kulturhus i Hobro, der samtidig vil give lokaler til kommunale arbejdspladser.
Mariagerfjord Kommune har købt en bygning af Andelskassen i Hobro. Nærmere bestemt er det bankens filial på Store Torv i Hobro, som kommunen vil have rådighed over fra 1. april 2021.
Bygningen skal blandt andet rumme et bibliotek, men kommunen har også kig på andre anvendelsesmuligheder i kulturelt øjemed. Derudover vil der også blive plads til kontorer i kommunalt regi.
- Vi har en unik mulighed for at udvikle bymidten og understøtte detailhandlen, så der bliver liv i gågaden fra morgen til aften. Samtidig kan vi få det maksimale ud af vores faciliteter, hvis vi samler kommunens nuværende administrative aktiviteter placeret i Hobro og kobler det med en styrkelse af kulturlivet, siger borgmester, Mogens Jespersen (V), der understreger, at erhvervelsen af de nye lokaler er en del i et større projekt om at omlægge området omkring Store Torv. Selvom lokalerne overtages den 1. april, skal kommunen først beslutte præcist, hvordan de nye lokaler skal spille ind i den større sammenhæng.
Hos Andelskassen, der altså afstår lokalerne, er de også glade for at kunne hjælpe til med byudviklingen.
- Vi er meget glade for at kunne være en medspiller i realiseringen af kommunes planer om en levende bymidte, og vi vil på ingen måder stå i vejen for byudviklingen her i Hobro. Derfor er vi glade for at kunne sælge vores bygning til Mariagerfjord Kommune, så de kan komme videre med deres planer om et kombineret kultur- og rådhus på torvet, siger centerdirektør i Andelskassen Jesper Skov Mikkelsen. Andelskassen flytter i løbet af marts ind i nye lokaler på Søndre Kajgade 2.
Mariagerfjord Kommune samarbejder med arkitektfirmaerne LYTT og AART om en forundersøgelse, der skal belyse, hvad der kan samles, hvordan det kan lade sig gøre samt hvad det skal koste. En forundersøgelse, der efter planen lander hos byrådspolitikerne i løbet af foråret.