Seneste nyt

fra Nordjylland

Højhus eller ej? Byrådets svar kan give liv til to byggerier

Et 15-etagers højhusbyggeri i Hobro har været talk of town i flere måneder. Borgere har nemlig protesteret mod byggeriet i flere måneder på forskellige måder. 

Mandag eftermiddag skal teknik- og miljøudvalget i Mariagerfjord Kommune tage stilling til, om byggeriet skal godkendes eller ej. Og bliver det godkendt, kan borgerne i byen måske stå overfor endnu et højhusbyggeri - denne gang på 17 etager.  

Josva Floor har nemlig skitserne til endnu et højhus i midtbyen i støbeskeen. Det oplyser han i en pressemeddelelse. 

- Hvis højhusprojektet på Klockhusgrunden vedtages, vil jeg indlede dialog med kommunen om endnu et højhus til midtbyen, udtaler Josva Floor, der er murermester i firmaet Floor Byg.

Vil bidrage til udviklingen 

Højhusforslaget rummer 17 etager samt en p-kælder. Det skal ligge på p-pladsen bag Jernbanegade 12-14.

- Jeg vil gerne gøre mit for at bidrage til byens udvikling, konstaterer Josva Floor. 

Ejendommen skal ifølge Josva Floor rumme blandede boligstørrelser i form af små studieboliger og større lejligheder til de mere etablerede og ældre. Tanken er, at parkering lægges i kælderniveau og stueplan, og at man ovenpå dette etablerer et grønt gårdhavemiljø. 

- Jeg ser et hul med manglende ungdomsboliger i byen, særligt når campus-projektet påbegyndes. Derudover er der mange, der efterspørger moderne, centralt beliggende lejligheder tæt på indkøb, transport og så videre. Her er placeringen på Jernbanegade perfekt.

Byrådsmødet begynder klokken 15.15, og her er Klokhuset på dagsordenen. 

TV2 Nord følger byrådet og vil komme med opdateringer på TV2nord.dk i løbet af mandagen.