DBU-formand i isolation: Går glip af EM-åbning

Efter at have været i nærkontakt med en corona-smittet er DBU’s formand, Jesper Møller fra Aalborg, gået i isolation. Dermed kan han ikke deltage i åbningen af EURO2020 i København, kampen mod Finland i Parken og DBU’s Repræsentantskabsmøde lørdag formiddag.

Lørdag afholdes både DBU’s udsatte Repræsentantskabsmøde og den første EM-kamp i Parken. Begge dele bliver dog uden DBU’s formand, Jesper Møller, der sidst på eftermiddagen torsdag måtte gå i isolation efter at have været til møde med en person, der efterfølgende er testet positiv for covid-19.

Dermed må Jesper Møller melde afbud til den officielle åbning af UEFA’s fanzone på Ofelia Plads i København, til den officielle middag på Københavns Rådhus fredag aften – men også til DBU’s Repræsentantskabsmøde lørdag formiddag og den første EM-kamp i Parken lørdag aften mellem Danmark og Finland.

DBU-formanden er selv testet negativ i flere omgange de seneste uger og har ingen symptomer. Han ærgrer sig over, at han ikke kan deltage i de historiske arrangementer i forbindelse med EURO2020-afholdelsen i København.

- Vi har alle glædet os til denne historiske sportsbegivenhed i Danmark, både med kampene i Parken og med fodboldfest over hele landet. Derfor er det også bare træls at gå glip af kulminationen på næsten 7 års forberedelser, men selvom jeg er testet negativ 5 gange i løbet af den seneste uges tid, også efter det pågældende møde, så følger jeg naturligvis myndighedernes anvisninger. Det kan ikke være anderledes. Jeg havde selvfølgelig også glædet mig til at se internationale kolleger samt DBU’s Repræsentantskab igen efter mange måneder med møder på teams og ikke mindst en historisk fodboldkamp lørdag aften. Jeg håber at være tilbage om kort tid, både til at deltage i de øvrige EURO2020-kampe og i andre fodboldaktiviteter i hele landet, siger han i en pressemeddelelse fra DBU.

På DBU’s Repræsentantskabsmøde vil DBU’s to formænd, Bent Clausen fra DBU Bredde og Thomas Christensen fra Divisionsforeningen, overtage den formelle styring af mødet, mens DBU’s administrerende direktør, Jakob Jensen, vil deltage i debat om VM i Qatar. Jakob Jensen vil også overtage de formelle forpligtelser i forbindelse med åbningen af EURO2020 i København.

Jesper Møller blev valgt som formand for DBU i 2014, da han afløste Allan Hansen, som i 2013 bekendtgjorde, at han ønskede at stoppe som formand.

Jesper Møller blev I 1998 valgt til bestyrelsen i Dansk Boldspil-Union som repræsentant for klubberne i landets bedste række. Fra samme år og fire år frem var han formand for DBUs Fair Play. Den post blev i 2002 udskiftet med en tilsvarende for DBU Eliteudvikling.

Da Henning R. Jensen i slutningen af januar 2004 besluttede at trække sig som næstformand for DBU, valgte Jesper Møller at stille op til posten. Fem år senere blev han genvalgt som næstformand, og i 2014 overtog han formandsposten i DBU.


EM fodbold

20210703-184531-4-1920x1419we

play Analyse: Tak for kampen, “Mæhlesby”

20210707-235152-L-1920x1428we (1)

play Trøstet af holdkammeraterne: Mæhle brød sammen lige efter nederlaget

20210708-003820-6_5Mb

play Danmark ekspederes ud af EM: Hør reaktioner fra Joakim Mæhles hjemstavn ovenpå nederlaget

aars2

play Hovedgaden i Aars klædes i rødt og hvidt: - Vi flytter Wembley Stadium her til byen

indlæs flere

Seneste nyt

fra Nordjylland