Det værst tænkelige tidspunkt: Alle børsteorme er døde
Foto: Stock Photo
Fladfisk-sæsonen er lige om hjørnet, og dermed er der hårdt brug for børsteorm som madding.
Børsteormen er en af de mest anvendte orme til fladfiskefiskeri og havørredfiskeri. For tiden er alle børsteorme i Danmark døde.
Sommerens høje temperaturer har ikke kun vakt stor bekymring hos landmænd og klimaforkæmpere.
Også fiskerne kan nu sukke efter køligere tider, hvor fiskebestandene var større og sundere og ormene klar som madding.
For sådan er det ikke længere. Det melder ormeeksporten A/S Kott Hvide Sande på Facebook.
- På grund af den høje varme har der været et stort spild og dødelighed for farmene i Nordeuropa, og det er desværre endt ud i at alle børsteorme er døde, skriver de.
Det værst tænkelige scenarie
Børsteormenes udryddelse sker ifølge A/S Kott Hvide Sande på det værst tænkelige tidspunkt, da fladfisksæsonen er lige om hjørnet.
- Det giver mange udfordringer de næste otte uger, da det nye opdræt ikke er muligt at fodre op, fordi gennemsnitstemperaturen er for høj til at børsteormene vil spise, lyder det.
Og det vil helt uundgåeligt få konsekvenser for fiskerne, der nu må finde andre alternativer, når børsteorm ikke er tilgængeligt.
- Der kan desværre gå op til to måneder inden ormene er fodret op og tilgængelige igen. Det er det værst tænkelige scenarie. Men som det ser ud lige nu, skulle temperaturen lige så stille begynde at falde, og med lidt held, kan vi levere børsteorme igen om 4-5 uger, skriver ormeleverandøren.
Indtil da findes der heldigvis alternativer for fiskerne, som blandt andet kan gribe til produkter som levende sandorm, grønne canadiske regnorm og frysetørrede børsteorme.