Familiefar var spilafhængig: - Jeg var villig til at risikere alt

- Stop dit spil - meld dig ind i Rofus! Sådan lyder opfordringen fra en familiefar, der på kort tid spillede en formue væk på livebetting.

Casper levede for få år siden et helt almindeligt liv. Han havde investeret lidt penge i aktier, som giver ham et pænt afkast, men pludselig bliver han fristet og går efter større og hurtigere gevinster. 

For Casper kom ønsket om en god opsparing paradoksalt nok til at betyde, at han blev parat til at satse alt. Han stoppede først, da han havde tabt mellem 7-800.000 kroner

- Jeg havde arvet nogle penge i 2011 og fået anbragt nogle af dem i fornuftige værdipapirer og aktier. Faktisk tjener jeg rigtig gode penge over en årrække, men så begynder jeg at geare mine køb. Det betyder, at man i højere grad gambler ved at mangedoble indsatsen ved et aktiekøb, siger Casper, som i denne artikel deltager anonymt af hensyn til sin familie.

Spillede 500.000 op på tre måneder

Caspers held og ulykke er, at det går forbavsende godt med at gamble på aktierne. I løbet af få år får han opbygget en formue på 1.3 millioner kroner, men samtidigt begynder han at udvikle en afhængighed af spil. Langsomt kommer betting til at fylder mere og mere i hverdagen.

- Jeg kollapser fuldstændig i sommeren 2018, hvor jeg i løbet af tre måneder spiller 500.000 kroner op. Jeg prøver hele tiden at redde min formue ved at satse højere og højere. Selv om jeg taber penge, så graver jeg mig hele tiden dybere og dybere ned, indtil jeg selv synes jeg har fået nok. På det tidspunkt var jeg villig til at risikere det hele for at vinde det tabte tilbage, fortæller Casper.

quote Havde han ikke gjort det, havde jeg helt sikkert spillet alt op

Casper, tidligere ludoman

Bankmand blev redning 

Det bliver Caspers bankrådgiver, der kommer til at stoppe det vanvittige spil. Han ringer til Caspers kone og fortæller, hvor galt det står til. I dag er Casper taknemmelig for, at hans bankmand trådte ud at sin professionelle rolle, og i stedet optrådte som en ven, og han tøver ikke med at give ham æren for, at han trods alt nåede at stoppe i tide:

- Han har fuldstændig reddet mig, og jeg ved, at han gjorde det helt uden om banken. Havde han ikke gjort det, havde jeg helt sikkert spillet alt op. Han kunne jo se, at jeg havde indbetalt sindssygt mange penge til f.eks. Leo Vegas og Bet365. Det blev starten på en proces, hvor jeg måtte erkende mit problem og komme i behandling, siger Casper.

Se hele interviewet med Casper her:

Udelukket på livstid

Casper er i dag en af de godt 33.000 danskere, der har blokeret deres mulighed for at gamble gennem Spillemyndighedens bremseklods Rofus. Her kan spillere selv få sig udelukket i kortere eller længere tid. Casper har bedt om at blive udelukket på livstid. I praksis gælder det dog kun for et år ad gangen. Alligevel tøver han ikke med at anbefale Rofus til at spilafhængige: 

- Det er helt rimeligt at sammenligne spilafhængighed med narkotika, for du bliver ligeså afhængig, når du bliver hvirvlet ind i det. Jeg vil kraftigt opfordre andre til at lade sig registrere i Rofus, så man der får blokeret sine muligheder for at spille online eller i kiosker. Jeg tror desværre, der er mange andre end mig, der ikke kan styre sit spil....mange flere end folk tror, siger Casper.

Hvis du har brug for vejledning omkring ansvarligt spil, kan du kontakte Spillemyndighedens hjælpelinje StopSpillet på telefonnummer 70 22 28 25.


Seneste nyt

fra Nordjylland