Julemand i coronatid: Julemor husker ham på at spritte kanen af

Det er langt fra, som det plejer at være julemand i år. Ingen børn på skødet, ingen gaveuddeling uden håndsprit og ingen julesang uden mundbind.

Selvom der er masser af gode gamle juletraditioner, som vi hvert år gentager, så er vi i 2020 nødt til at omstille os og ændre bare en smule på vanerne. Og det samme gælder for de nordjyske julemænd.

På grund af coronavirus kan julemanden nemlig ikke dele pebernødder ud, som han plejer. Han kan ikke tage børn på skødet for at høre, hvad de ønsker sig, og det er slut med at synge julesange uden mundbind.

Han skal sågar nu have hjælp af julemor for at huske at spritte kanen af inden afgang.

quote Jeg skal love jer, at selvom det bliver anderledes i år, så skal I nok få mødt julemanden et eller andet sted. Vi kan stadig skabe god julestemning, hvis vi bare gør det sammen

- Julemanden

I Skulpturparken Blokhus søndag eftermiddag møder TV2 Nord julemanden, som nu har både mundbind og håndsprit i lommen.

- Hohohohoho. Mundbindet kommer uden på skægget. Det ser ikke så pænt ud, men når vi skal synge julesange sammen, så bliver vi nødt til at have det på, siger han og fortsætter:

- Det gør det lidt mere besværligt at være julemand, når man skal have det på, for det ser jo ikke så hyggeligt ud. Det ser jo ud som om, at vi alle sammen er lidt syge, men det gør ikke noget. Det er jo vigtigt, siger han.

Der er flere ting, som julemanden nu må tænke over, for der skal holdes afstand og sprittes af. Men selvom julen bliver præget af coronavirus, så er der en ting, som han slår fast:

- Jeg skal love jer, at selvom det bliver anderledes i år, så skal I nok få mødt julemanden et eller andet sted. Vi kan stadig skabe god julestemning, hvis vi bare gør det sammen, siger han.


Seneste nyt

fra Nordjylland