Minkavler: Debatten er fyldt med løgne og beskyldninger

Per Thyrrestrup driver minkfarm ved Aars og skal slå sine dyr ned, selvom der ikke er konstateret coronasmitte i besætningen. Mandag krydser han klinger med politikerne Lise Bech fra Dansk Folkeparti og Bjarne Laustsen fra Socialdemokratiet i debatprogrammet Fokus.

Per Thyrrestrup har 10.000 mink på sin farm ved Aars. Selvom minkene er raske, skal de aflives, fordi Per Thyrrestrups ejendom ligger inden for sikkerhedszonen på 7,8 kilometer. Fødevarestyrelsen har givet minkavlerne tilladelse til selv at stå for aflivningen. Alligevel er Per Thyrrestrup ikke kommet i gang endnu.

- Vi har ingen kontrakter fået. Vi ved ikke, hvilken erstatning vi får. Vi har faktisk ingenting hørt fra myndighederne endnu. Intet, siger minkavler Per Thyrrestrup.

 
 

I en tv-debat på TV2 Nord kritiserer minkavleren Folketinget for at nøle med en ny strategi i forhold til coronasmitten i danske minkbesætninger.

- Jeg synes, at det er ufatteligt, at vi kan have et Folketing, som står med så stort et pres uden at gøre noget i 14 dage, siger Per Thyrrestrup.

Folketinget vedtog i marts en ændring af epidemiloven, som blandt andet indeholder et forsigtighedsprincip, som giver myndighederne mulighed for at indføre skrappere restriktioner, end videnskaben endnu har leveret evidens for.

- Det fyger rundt med løgne og beskyldninger i debatten, og når vi så får fat i de rigtige eksperter, så finder vi ud af, at halvdelen af det, der bliver sagt i medierne ikke passer, siger Per Thyrrestrup.

Flere millioner mink står til at blive aflivet her to uger inden den normale pelsningssæson. De danske minkavlere mener, at det både er unødvendigt og meget dyrt for de danske skatteydere.

quote Jeg synes, at det er ufatteligt, at vi kan have et Folketing, som står med så stort et pres uden at gøre noget i 14 dage

Per Thyrrestrup, Minkavler

- For det første skal vi have set på zonerne, som kræver aflivning af alle besætninger inden for 7,8 kilometer af en smittet besætning. Det giver ingen mening. For det andet skal vi lade raske mink med antistoffer leve, så vi også kan beholde nogle af avlsdyrene. Ellers er det slut med minkavl i Danmark i fremtiden, siger Per Thyrrestrup.

Se hvad Bjarne Laustsen fra Socialdemokratiet og Lise Bech fra Dansk Folkeparti siger til minkavlerens hårde kritik i Fokus. Programmet bliver sendt på TV2 Nord mandag klokken 19.30. Eller se programmet med det samme på tv2nord.dk.

Nedenstående ses et udkast af det samlede program.

 

Seneste nyt

fra Nordjylland