Nordjysk brillevirksomhed runder milliarden

Efter et godt regnskabsår har Louis Nielsen for første gang rundet en milliard i årsomsætning. Samtidig er markedsandelen i Danmark tæt på 50 procent.

Den nordjyske brille-gigant, Louis Nielsen, har nået en milepæl.

- Det har altid været et af de store mål at være først til at omsætte for mere end en milliard, fortæller administrerende direktør i Louis Nielsen, Mads Nygaard, til TV2 Nord.

quote I tidernes morgen fik vi mange klø af konkurrenterne, og de havde nok ikke set, at vi skulle blive så store.

Mads Nygaard, administrerende direktør, Louis Nielsen. 

Regnskabsåret 2018-2019 viser, at optiker-virksomheden netop har rundet en milliard, som den første inden for branchen i Danmark.

- Det er med en vis tilfredsstillelse, men vi skal samtidig altid kigge os over skulderen, siger Mads Nygaard. 

Det var indehaveren af en kontaktlinseklinik i Aalborg, Louis Nielsen, der i sin tid grundlagde den succesrige forretning

Virksomheden blev i 2005 opkøbt af engelske Specsavers, men har formået at bibeholde sin nordjyske identitet.

Hovedkontoret med mere end 80 ansatte er i Aalborg, og herfra styres de 77 butikker i resten af landet.

- Vi er rigtige nordjyder her i virksomheden, og vi tænker os godt om, hvordan vi bruger vores penge, fortæller Mads Nygaard.

Baghjul til konkurrenterne

Da Louis Nielsen i 2005 blev opkøbt, havde man en markedsandel på 7 procent. 

Siden er det gået stærkt, og i dag er markedsandelen på 48 procent, hvilket betyder, at næsten halvdelen af brillerne i Danmark er fra firmaet.

- I tidernes morgen fik vi mange klø af konkurrenterne, og de havde nok ikke set, at vi skulle blive så store, fortæller Mads Nygaard.

Som en af årsagerne til den store succes peger Mads Nygaard på, at Louis Nielsen i dag tilbyder flere forskellige undersøgelser i deres butikker.

Man kan blandt andet få målt trykket i øjnene og få undersøgt, om der er noget galt med ens nethinder.

- Vi ved alle, at der kan være temmelig lange ventetider i sundhedssektoren, og der kan vi hjælpe med nogle ting, slutter Mads Nygaard. 

 


Seneste nyt

fra Nordjylland