Nordjyske landmænd tager som de første nyt klimaværktøj i brug
Et nyt værktøj, der skal gøre landbruget mere klimavenligt, bliver nu taget i brug af nordjyske landmænd.
Landbruget har i flere år forsøgt at bidrage til den grønne omstilling, og nu tager nordjyske landmænd som de første i landet et nyt værktøj i brug. Værktøjet skal hjælpe dem med at blive mere klimabevidste.
Der er tale om det digitale værktøj ESGreen Tool, som torsdag blev introduceret for nordjyske landmænd på landboorganisationen LandboNords klimadag.
- Vi har glædet os til at komme i gang med ESGreen Tool, da det er et effektivt værktøj, når vi skal have samlet data for den enkelte bedrift, siger rådgivningschef i LandboNord, Merete L. Andersen.
Beregner effekt af klimatiltag
Med ESGreen Tool kan landmanden beregne drivhusgasudledning og få en aktuel status på bedriftens klimaaftryk. Værktøjet beregner samtidig effekten af mulige klimatiltag, og med afsæt i den seneste forskning får landmanden viden til at vælge de mest effektive tiltag.
- I LandboNord har vi haft fokus på klimaet gennem vores rådgivning i længere tid, og i den forbindelse har vi udviklet en række værktøjer, som kan hjælpe den enkelte landmand med at få sat sin grønne omstilling i system, siger hun.
Det nye klimaværktøj vil senere blive taget i brug af landmænd i resten af landet.