Nordjyske topklubber står sammen om de unge talenter

Hobro IK, AaB og Hjørring IF har dannet Fælles Nordjysk Fodboldsamarbejde og opretter nu tre topcentre med hjælp fra DBU til at dyrke de unge talenter i klubberne.

Til daglig er konkurrencen hård på fodboldbanen. Men udenfor banen går det så godt, at klubberne AaB, Hobro IK og Hjørring IF nu får hjælp af DBU til at oprette tre nye topcentre til udvikling af de unge, nordjyske fodboldtalenter.

Det meddeler klubberne i en pressemeddelelse.

De tre topcentre skal ligge i Hjørring, Aalborg og Hobro og vil være for drengespillere fra U/10 til U/12. Topcenter-projektet har ligesom klubbernes eksisterende samarbejde, Fælles Nordjysk Fodboldsamarbejde (FNF), fokus på talentudvikling.

- Det er helt exceptionelt, at klubber som til daglig konkurrerer indbyrdes i landets bedste rækker, sætter sig ud over konkurrencen og tænker på, hvordan man samlet set får skabt den bedste udvikling for drengespillere i Nordjylland fra U/10 til U/12, konstaterer Anders Damgaard, talentchef i AaB. 

Med topcentrene får udvalgte spillere fra partnerklubber af Fælles Nordjysk Fodboldsamarbejde mulighed for hver uge at blive trænet på et topcenter af trænere fra AaB, Hjørring IF og Hobro IK.

- Jeg er ekstremt stolt over, at vi i fællesskab kan styrke talentarbejdet i Nordjylland. FNF kommer til at gavne de udvalgte unge spillere, som får mulighed for at få ekstra træning hos talentcentrene hver uge. Det kommer også spillernes respektive klubber til gode, da de får en hjælpende hånd i forhold til at udvikle deres unge talenter bedst muligt, siger Per Andersen, formand i foreningen Hobro IK.

- Det er enestående, at det er lykkedes os tre klubber at arbejde sammen om FNF. Det styrker fundamentet i talentudvikling i Nordjylland, at vi ikke bare for spillerne, men også på trænersiden får skabt et samarbejde om kompetenceudvikling, siger Allan Kaufmann, formand i Hjørring I.F.

Træning i topcentrene begynder i starten af 2018. 


Seneste nyt

fra Nordjylland