Norsk par har Fiat'en med på camping - parkeret i autocamperen
Den lille Fiat 500 står klar til små byturer uden for den imponerende Concorde-autocamper, som lige nu er på besøg fra Norge i Løkken.
Der er mange imponerende autocampere i disse dage på Gl. Klitgaard Camping i Løkken.
Norske Bjørn Pedersen er en af de 50 autocampister, der lige nu holder påske i Løkken, og som samtidig er en del af et Concorde-træf - en luksuriøs udgave af en autocamper.
Fiat 500 i bagenden
I Bjørn Pedersens flere meter lange og flere millioner kroner dyr autocamper er der plads til hans lille Fiat 500.
Den kan lige køres ind bag i enden af autocamperen og ud igen, når den skal bruges.
- Vi bruger den til små ærinder, det, synes jeg, er vældig fint, fortæller Bjørn Pedersen.
15 millioner på plader
Autocampere som dem, der vækker opsigt på Gl. Klitgaard Camping i Løkken, kører der en del af i hele Europa - særligt tyskerne og nordmændene er vilde med dem, mens der i Danmark kun kører ganske få, og det skyldes, at prisen er høj.
Concordes top-model koster beskedne 15 millioner kroner på danske plader, og vægtmæssigt ligger den på 15 tons , når Fiat 500'en er kørt ind bagi.
Lille model til 2 millioner
Maskinoperatør Ove Strøm fra Bergen har da også måttet have den store norske tegnebog frem, da han købte sin Concorde Charisma fra 2006 med blandt meget andet solceller, vandskyllende toilet og gulvvarme.
To millioner norske kroner kostede den. Og så er den blot en lille model af slagsen.
- Alt er i skønneste orden. Concorde er autocamperens Rolls Royce, her får du alt, siger Ove Strøm.