Rekordår på boligmarkedet: - Flest solgte og færrest udbudte
Foto: Mathias Løvgreen Bojesen / Ritzau Scanpix
Boligmarkedet slutter året af med et brag. Efter et år med god gang i handlerne viser nye tal, at 2020 sætter rekorder for højest salg og lavest boligudbud.
2020 har på mange måder været et anderledes år, og mange brancher har, på godt og på ondt, været påvirket af coronapandemien.
Et af de steder hvor resultatet af pandemiens indtræden i samfundet har bonet ud til den gode side, har været på boligmarkedet, og 2020 har været et år i rekordernes tegn.
Det højeste salg og det laveste udbud viser nye tal fra Boligsiden, som registrerer hovedparten af de danske mæglerforretningers handler.
- Når vi kigger tilbage på 2020, vil udviklingen på boligmarkedet stå som en historie helt for sig selv. Mens mange sektorer og industrier har haft det svært på grund af restriktionerne, har boligmarkedet modsat haft et af sine bedste år nogensinde, siger administrerende direktør i Nybolig Peter J. Mattsen i en pressemeddelelse.
Og efter et år med et historisk lavt boligudbud, får det den betydning, at kommende boligsælgere kan gå endnu et godt år i møde.
- Med en forholdsvis høj efterspørgsel og få varer på hylderne er det givet, at priserne kan stige yderligere og salgstiderne og prisnedslagene falde, og fortsætter antallet af boliger til salg med at falde, så vil det blive meget attraktivt at være boligsælger i 2021, akkurat som det har været tilfældet i 2020, siger Peter J. Mattsen.
Salgstiden daler stødt i Nordjylland
I Nordjylland har gennemsnittet på kvadratmeterpriserne forholdt sig nogenlunde uændret de seneste år trods den stigende efterspørgsel. Liggetiden har dog taget et markant dyk, efter corona blev kendt i Danmark som andet end en mexicansk øl.
Salgstiden er fra februar 2020 til november 2020 gået fra 162 til 136 dage, hvilket dermed er et fald på 19 procent.