Sparekrav skrottes: ” Jeg glæder mig på patienternes og personalets vegne”

Det stærkt udskældte produktivitetskrav til Danske Regioner bliver nu droppet - allerede fra 2018. Det glæder formanden for Region Nordjylland.

For 14 dage siden meldte regeringen ud, at den var klar til at droppe kravet om to procents øget effektivitet på sygehusene i 2019, men nu er meldingen altså, at det bliver et år tidligere, nemlig i 2018.

Region Nordjylland besluttede allerede i forbindelse med budgetforhandlingerne i september at se bort fra produktivitetskravet her i Regionen Nordjylland. Regionen ikke mente, at buen kunne spændes mere. Derfor glæder dagens udmelding den nordjyske regionsrådsformand. 

- Det synes jeg er en god melding. Jeg glæder mig på patienternes vegne og personalets vegne i hele landet, at man nu laver den her omlægning, og at man er kommet til fornuft. Det synes jeg er rigtig godt, at det også kan lykkes ind imellem, siger Ulla Astman (S), der er regionrådsformand i Region Nordjylland.

Siden 2003 har landets sygehuse skullet spare to procent hvert år. Og grænsen er for længst nået for, hvad der mere kan skæres væk, lyder det fra regionrådsformanden. 

Hun ser desuden regeringen udmelding som en blåstempling af Region Nordjyllands beslutning fra tidligere om at droppe kravet.

 

- Så håber jeg bare, at man ikke finder ud af at erstatte det af med et andet finurligt system, som så stort set betyder, at vi skal bruge endnu mere tid på bureaukrati, siger Ulla Astman.

Ulla Astman er desuden formand for Sundhedsudvalget i Danske Regioner.

Regeringen og Dansk Folkeparti er onsdag eftermiddag blevet enige om at suspendere det såkaldte produktivitetskrav i 2018.

Seneste nyt

fra Nordjylland