Sygeplejerskerne har en passende løn, konkluderer stor rapport: Akutsygeplejersken Tanja er dybt uenig

Der er begået en decideret regnefejl, lyder det fra akutsygeplejersken.

Sygeplejersker får en passende løn.

Så klar er dommen fra Lønstrukturkomitéen, der har brugt to år på at undersøge om sygeplejersker og andre offentligt ansatte får den rette løn.

Men akutsygeplejerske Tanja Hammer, der også er tillidsrepræsentant på Aalborg Universitetshospital, er uenig.

- Rapporten er altså ikke helt korrekt beregnet, mener hun.

Et fiktivt tal

Komitéen blev nedsat i efteråret 2021, som følge af sygeplejerskekonflikten og debatten om lønforholdene i den offentlige sektor. De har siden da vurderet offentlige ansattes løn i forhold til ledelsesansvar, erhvervserfaring og uddannelsesniveau.

Noget af det, som Tanja Hammer langer ud efter i rapporten, er beregningen af genetillægget.

Ligesom FOA er hun uforstående overfor, at genetillægget er talt med i beregningerne. For ifølge hende, arbejder mange sygeplejersker mandag til fredag, og det betyder, at de ikke får det såkaldte genetillæg.

- Det bliver jo pludselig et gennemsnit af alle sygeplejerskers løn. Og det er derfor et fiktivt tal, der ser meget højere ud, end det reelt er, siger Tanja Hammer.

Uretfærdig udregning 

Det er dog ikke alle, der er enige i det.

Blandt andet har der tidligere været ført en principiel sag for en sygeplejerske, hvor dommen netop blev, at genetillægget er en fast del af lønnen.

Men den dom ændrer ikke på Tanja Hammers holdning. Ifølge hende har rapporten ikke kigget på værdien af sundhedspersonalets arbejde. 

- Det er decideret ærgerligt, at man bare er gået udenom den værdi, vi har for samfundet. Jeg havde håbet, rapporten havde været mere dybdegående, siger hun og fortsætter:

- Der er jo en grund til, at så mange flygter fra faget. Nemlig lønnen.

Fra maj 2021 til maj 2022 er der sket et fald fra 42.637 til 40.195 sygeplejersker, der er ansat i regionerne. 

Det er et fald på 2.442 personer svarende til 5,7 procent


Seneste nyt

fra Nordjylland