Turisterne er på vej tilbage til Nordjylland

Efter en coronanedlukning med rejserestriktioner er de norske og svenske turister ved at vende tilbage til Nordjylland, ligesom også danskerne igen booker ferien langs de nordjyske kyster, men der skal kæmpes hårdt for at redde sejlene efter nogle hårde måneder, lyder det fra Destination Nord.

Coronapandemien sætter fortsat sine tydelige spor i det nordjyske turisme-erhverv, men tager man de mørke briller af, så kan man få øje på lys og nogle tal på bundlinjen, der flere steder skifter fra rød til sort.

quote Nordmændene er begyndt at komme og også svenskerne og tyskerne er på vej, men de kommer bare sent, så der er meget, der skal indhentes

Tonny Skovsted Thorup, direktør, Destination Nord.

Sådan vælger direktøren fra Destination Nord, Tonny Skovsted Thorup, i hvert fald at se på situationen lige nu inden for turisme-erhvervet.

- Det begynder at lysne, men vi har også haft en hård for-sæsonen, så der er meget, der skal indhentes, siger han og tilføjer, at han kan se på tallene, at både svenske og norske turister nu begynder at booke ferie i Nordjylland.

- Vi ligger lavere i bookingerne generelt og meget lavere på bookinger til hoteller, mens det ser lidt bedre ud for bookinger for feriehuse og campingpladser, siger Tonny Skovsted Thorup fra Destination Nord.

quote I juli har vi op mod 50 procent flere passagerbookinger end sidste år og tendensen accelererer for øjeblikket

Julia Kronberg, Travel Commercial Manager Denmark, Stena Line

Destination Nord er destinationsselskabet for Frederikshavn, Læsø, Brønderslev og Aalborg Kommuner og er sammen med de øvrige 18 destinationsselskaber i Danmark sat i verden for at arbejde professionelt med turismefremme og dermed skabe omsætning og jobs inden for turisme- og oplevelsesøkonomien. 

Flere med færge

De seneste tal fra rederiet Stena Line viser også positive tendenser. Nu hvor grænserne mellem Danmark og Sverige igen er åbne, kigger flere og flere turister mod nabolandet.

 Den tendens sætter et tydeligt aftryk i Stena Lines bookinger på ruten mellem Frederikshavn og Göteborg, som er steget op mod 50 procent i sommermånederne.

Sidste fase i genåbningen af turismen og indførslen af det europæiske coronapas gør det muligt at rejse mere frit på tværs af Kattegat mellem Danmark og Sverige. 

- Det er helt tydeligt, at færre restriktioner betyder flere passagerer. I juli har vi op mod 50 procent flere passagerbookinger end sidste år og tendensen accelererer for øjeblikket. Augusttallene er i øjeblikket på samme niveau som sidste år, men takterne går den rette vej. Selvom tallene selvfølgelig ikke kan sammenlignes med tiden før corona, er det en meget positiv udvikling, siger Julia Kronberg, Travel Commercial Manager Denmark, Stena Line.

quote Alt peger på, at det vil tage noget længere tid at komme tilbage på vækstsporet for en by som Aalborg, end det vil for byer og steder, der har et udpræget kyst- og naturprodukt

Tonny Skovsted Thorup, direktør, Destination Nord.

Aalborg halter bagefter

Landets storbyer har også tørstet efter turister, siden pandemien lukkede landet ned i marts sidste år. 

Tidligere har de højeste turismevækstrater ligget i storbyerne blandt andet i Aalborg, som har nydt godt af møde- og erhvervsturismen, men det er der vendt op og ned på.

I Aalborg fyldte erhvervs- og mødeturismen i 2018 to tredjedele af den samlede turismeomsætning på fire mia. kr., men det har nærmest ligget dødt under pandemien. Samtidig har en væsentlig del af turismeomsætningen i storbyerne tidligere ligget hos de internationale gæster, som de seneste 15 måneder stort set ikke har haft mulighed for at komme til Danmark.

Sidste år blev der kun gennemført tre ud af 20 planlagte større mødeevents i Aalborg.

Omvendt har turismen langs kysterne haft bedre kår, bl.a. fordi danskerne har holdt mere ferie på de kanter.

- Alt peger på, at det vil tage noget længere tid at komme tilbage på vækstsporet for en by som Aalborg, end det vil for byer og steder, der har et udpræget kyst- og naturprodukt. Meget tyder på, at i byerne vil vi ikke komme 100 procent tilbage efter coronaen før 2023-2025, siger turismedirektør i Aalborg, Tonny Skovsted Thorup.

Han kan i lighed med Aalborg dog nu glæde sig over, at Aalborgs største aktør på konferencer og kongresser, Aalborg Kongres & Kultur Center, melder om en fyldt ordrebog til efteråret. Det sker som et resultat af et enormt forarbejde med det mål at vende udviklingen efter det værste år nogensinde på byens største turismesegment, erhvervsturismen.

Blandt andet Socialdemokratiets landsmøde, NNF-kongresser, Dansk Fjernvarme, Geoforum, Finansforbundets kongres samt store begivenheder som Idrætsmødet samt regionernes Klinisk Kvalitetskonference (RKKP) fylder alt sammen i ordrebogen hos Aalborg Kongres & Kultur Center. Det er konferencer, som tidligere har gæstet byen, der nu vender tilbage.

quote Sverige er et højt prioriteret marked for os, så det er absolut positivt, at vi nu kommer til at se mange flere svenskere i det nordjyske i sommermånederne

René Zeeberg, direktør, Turisthus Nord.


Tyskerne er hurtigst ude

Med udsigt til endnu flere turister på tværs af Kattegat hen over sommeren med kurs mod Nordjylland spreder optimismen sig forud for højsæsonen blandt turismeorganisationerne i det nordjyske.

- Stena Lines bookingtal viser, at der er en enorm interesse både blandt danskere og svenskere for at rejse på tværs af Kattegat. Det også vores oplevelse, at lysten til at rejse stadig er stor. Vi ser derfor meget positivt på sommeren og glæder os på vegne af hele turismeerhvervet til at byde endnu flere svenske turister velkomne i det nordjyske sommerland igen, siger Tonny Skovsted Thorup, direktør, Destination Nord.

Han tilføjer, at svenskerne nu er ved at komme i gang med at booke, mens nordmændene og de danske turister er lidt langsommere ved booking-tasterne.

- Tyskerne derimod er godt i gang, og de er ved at booke også hen i september, siger Tonny Skovsted Thorup.

Nordmændene er begyndt at komme og også svenskerne og tyskerne er på vej, men de kommer bare sent, så der er meget, der skal indhentes, lyder det fra Tonny Skovsted Thorup.

80 ugentlige afgange

Hos Turisthus Nord er man også særdeles glad for de svenske færge-tal.

- Sverige er et højt prioriteret marked for os, så det er absolut positivt, at vi nu kommer til at se mange flere svenskere i det nordjyske i sommermånederne. Stena Line er en vigtig operatør, der binder regionerne på tværs af Kattegat sammen, så at bookingtallene kun ser ud til at stige, er til stor glæde og gavn for hele Nordjylland, siger René Zeeberg, direktør, Turisthus Nord.

På ruten mellem Frederikshavn og Göteborg sejler Stena Line igen efter den sædvanlige sejlplan for højsæsonen med hele tre færger, da Stena Vinga bliver genindsat i drift i løbet af sommeren. Det betyder næsten 80 ugentlige afgange og mere end 600 afgange indtil slutningen af august.

Stort efterslæb

Og spørger man direktøren for Destination Nord så skal der også mere vind i sejlene i overført betydning i forhold til at få turisterne til Nordjylland. For der er et stort efterslæb, der skal indhentes.

- Vi har store forhåbninger, men vi har meget der skal indhentes, så vi skal have en rigtig god august og september for at have en chance for at indhente det tabte, for bookingerne kommer for sent, og vi skal kæmpe hårdt for at redde sejlene, det kræver, at vi får en anstændig god juli og så skal vi have en super god august og september, så håber jeg, at vi rammer cirka samme niveau som sidste år - måske lidt bedre, siger Tonny Skovsted Thorup, som fastslår:

- Vi holder modet oppe og har optimismen i behold, og det er det, der skal til - også for at give gæsterne en god oplevelse i Nordjylland.


Seneste nyt

fra Nordjylland