Seneste nyt

fra Nordjylland

Påvirket bilist kørte den forkerte vej i McDrive

Personalet på McDonalds i Haverslev må have spærret øjenene en del op mandag eftermiddag, da en 28-årig mand ville en tur i McDrive'en.

For den 28-årige havde måske ikke helt styr på, hvilken vej man kører i sådan en konstruktion.

I hvert fald valgte han at køre den forkerte vej rundt, og det fik nogen til at ringe til politiet om den noget aparte manøvre.

Det oplyser lokalpolitiet i Vesthimmerland.

- Man studser jo over den, fordi han kører den forkerte vej. Derfor sender vi en patrulje, der tester føreren af bilen, og han giver udslag for langt over det tilladte. Vi foretager også en narkotest på ham, og den viser, at han også er påvirket af et euforiserende stof, siger Anders Nielsen fra efterforskningsenheden i Vesthimmerland.

Den 28-årige mand blev derfor taget med på sygehuset i Hobro, så der kunne blive udtaget en blodprøve, der kan klarlægge promillen og hvilket stof føreren var påvirket af.

Politiet afventer nu resultatet af blodprøven, før de ved, hvad bilistens eskapader skal takseres til.