Rebild Kommune sænker priserne på byggegrunde i udvalgte byer
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Kommunen vælger at sænke grundpriserne med 30 procent for at stimulere salget i byer, hvor salget ikke går så godt.
Rebild Kommune tager nu konsekvensen af, at salget af kommunale byggegrunde i 2018 ikke har kunnet leve op til tallene fra 2017.
Rebild Kommune sænker priserne i følgende byer:
- Nørager
- Bælum
- Blenstrup
- Mejlby
- Ravnkilde
- Rørbæk
- Aarestrup
Derfor nedsætter Rebild Kommune priserne på byggegrunde med 30 procent i syv af kommunens byer.
- Vi vil gerne fremme salget af byggegrunde i hele kommunen. Vi har derfor valgt at sætte priserne ned i de byer, hvor der ikke er solgt så mange grunde de seneste år. Med udsigten til en besparelse på 30 procent i de byer, tror vi på, at vi kan fortsætte det gode grundsalg i 2019. Vores erfaringer fra en tidligere bosætningskampagne viser i hvert fald, at rabat på byggegrunde kan være med til at friste potentielle købere, siger borgmester i Rebild Kommune, Leon Sebbelin (Radikale Venstre).
I 2018 blev der solgt 23 byggegrunde i kommunen sammenlignet med 26 grunde året før, som var rekord. Men kigger man et par år længere tilbage, ligger tallene noget lavere.
Priserne på kommunale byggegrunde bliver fastsat én gang om året af Økonomiudvalget og foruden de syv nævnte byer, vil priserne i kommunen blive fastholdt. De nye priser trådte i kraft ved årsskiftet og gælder ét år frem.