Ankenævn godkender Månegris-projekt trods protester fra borgere

Borgere i Jannerup fik deres frygt bekræftet, da Miljø- og Fødevareklagenævnet onsdag stadfæstede Thisted Kommunes miljøgodkendelse til Månegris-projektet.

Borgergruppen, der kæmper mod månegris-projektet i Jannerup i Thy, er chokerede efter Miljø- og Fødevareklagenævnet onsdag valgte at stadfæste Thisted Kommunes miljøgodkendelse til den store svinefabrik på Kanalvej 39 i Jannerup. Det skriver limjordupdate.dk.

- Vi har modtaget meddelelsen om, at Miljø- og Fødevareklagenævnet har stadfæstet Thisted Kommunes afgørelse om Miljøgodkendelse til svinefabrikken i Jannerup – og vi er rystede. For os lokale i Jannerup og omegn er det en katastrofe; intet mindre, siger Michael Fenger fra protestgruppen. 

Månegris-projektet er en ny, kæmpe svinefabrik, der skal producere 40.000 slagtesvin om året. Det nye i projektet er, at det skal gøres mere miljøvenligt, dyrevenligt og lugtgenerne skal holdes på et minimum. 

Alligevel påpeger beboerne at de,– ifølge deres udsagn – kommer til at leve i støj og stank mange år frem i tiden, og stanken vil brede sig langt ind i Nationalpark Thy, der vil komme til at lide under påvirkningen fra de overvældende udledninger fra svinefabrikken. Et gigantisk gråt betonbyggeri vil brede sig i landskabet og dominere det fuldkommen, som han formulerer det.

– Alt hvad vi har lagt af arbejde, penge, tid og omhu i vores hjem, vores ejendomme, er gået tabt med denne beslutning. Landskabet vil blive forandret til et industriområde, priserne vil styrtdykke, så vi ikke kan komme herfra, fordi vi ikke kan sælge – efterhånden som de gamle af os herude falder fra vil vores huse blive nedrevet, siger Michael Fenger.

De involverede i månegris-projektet skal nu til at finde finansiering til opførslen af den nye "svine-fabrik". 

 


Seneste nyt

fra Nordjylland