Aalborg Håndbolds cheftræner stopper som landstræner
Foto: Rene Schutze / Ritzau Scanpix
Stefan Madsen har været ungdomslandstræner siden 2017.
Stefan Madsen forlængede fredag sin kontrakt som cheftræner for Aalborg Håndbold og stopper derfor som U18-landstræner til juni.
Ved udgangen af juni er det slut med at dobbeltjobbe for Stefan Madsen.
Den nuværende Aalborg Håndbold-cheftræner og U18-herrelandstræner stopper nemlig i posten som ungdomslandstræner over et år før sin kontrakts udløb. Det meddeler Dansk Håndbold Forbund på sin hjemmeside.
- Beslutningen er taget med stor vemod. Jeg har været glad og stolt over at være ungdomslandstræner. Der er sket rigtig meget, siden jeg begyndte at dobbeltjobbe mellem Dansk Håndbold Forbund og Aalborg Håndbold. Jeg har hele tiden været bekendt med risikoen for, at jeg måtte sige fra, hvilket jeg gør nu. Jeg har vejet det hele, og jeg skal simpelthen passe på mig selv og min familie,” siger Stefan Madsen.
Stefan Madsen havde kontraktudløb med DHF den 31. august 2021, men efter fredagens nyhed om, at har forlænget sin kontrakt som cheftræner for Aalborg Håndbold til 2023, var det naturligt for ham at fokusere udelukkende på det.
På udkig efter erstatning
Beslutningen ærgrer sportschefen hos DHF, Morten Henriksen, der dog har fuld forståelse for valget.
- Jeg er meget ked af, at jeg skal sige farvel til Stefan. Han har gjort en stor forskel i talentarbejdet i forbundet gennem hans kompetencer, indsigt og store engagement. Stefan er også meget vellidt blandt spillere og ledere, og jeg har værdsat såvel de faglige som menneskelige kvaliteter, som Stefan har, siger Morten Henriksen, der nu er i gang med at se på en erstatning for den afgående landstræner.
Stefan Madsen har været ungdomslandstræner siden 2017, og derfor betyder stoppet som U18-landstræner ikke, at han lægger hele talentudviklingsarbejdet på hylden.
- Det vil altid fylde meget hos mig som træner. Derfor skylder jeg også en kæmpe tak til Dansk Håndbold Forbund, som har udviklet mig som person og træner. Det er mere et på gensyn end et farvel, siger han.