Benny Engelbrecht stopper som minister

Benny Engelbrecht trak sig torsdag aften som minister, efter at støttepartiet Enhedslisten trak tilliden til ham.

Benny Engelbrecht (S) stopper som transportminister.

Benny Engelbrechts udmelding kommer fire timer efter, at støttepartiet Enhedslisten erklærede mistillid til ham.

Det skyldes, at Engelbrecht har tilbageholdt afgørende klimatal og dermed vildledt Folketinget, forklarede den politiske ordfører Mai Villadsen (Ø).

Det skete med henvisning til MobilityWatch og fagbladet Ingeniørens afsløringer af, at Transportministeriet under forhandlingerne til en infrastrukturaftale tilbageholdt en række beregninger. Deriblandt beregninger af en kommende tredje Limfjordsforbindelse.

En omfattende aktindsigt viste, at Transportministeriet specifikt bad Vejdirektoratet om at fjerne tal for CO2-udledning fra det forberedende materiale umiddelbart før, forhandlingerne gik gang.

- Jeg har gjort mit bedste for at belyse den her sag. Jeg har også beklaget forløbet, og jeg er selvfølgelig både ked af og ærgerlig over, at Enhedslisten har valgt at sige, at de ikke har tillid til mig – og på den baggrund har jeg valgt at trække mig som minister, skriver Engelbrecht.

Der tegnede sig et flertal imod ham

Afsløringerne fik i ugens løb SF, Enhedslisten og Radikale Venstre til at rette heftig kritik og beskylde Benny Engelbrecht for at tilbageholde information for Folketinget.

Det resulterede blandt andet i, at de tre partier de seneste dage har været til individuelle krisemøder, og at Engelbrecht torsdag igen måtte tale sin sag under et næsten tre timer langt samråd i Transportudvalget.

Han forklarede, at det skyldes, at embedsværket havde vurderet, at tallene ikke kunne bruges til noget brugbart i forhandlingerne, fordi de var for usikre.

Både Radikale Venstre og SF nåede frem til, at forseelsen ikke var stor nok til en mistillidserklæring. Men hos Enhedslisten var holdningen altså en anden.

Da Benny Engelbrecht meddelte offentligheden, at han går af som minister, havde 89 af Folketingets i alt 179 medlemmer offentligt erklæret mistillid til ham.

Ét mandat mere ville have tvunget ham til at gå.


Seneste nyt

fra Nordjylland