Coronavaccine kan blive godkendt til brug i Danmark i år
Foto: Morten Nymand / Ritzau Scanpix
Senest 12. januar bliver virksomheden Modernas COVID-19-vaccine godkendt, hvis alt går efter planen.
- De første danskere kan potentielt blive vaccineret i januar, siger sundhedsminister Magnus Heunicke (S).
Der er med stor sandsynlighed en afgørende julegave på vej til danskerne.
For de to coronavacciner fra Pfizer/BioNTech og Moderna er nu blevet indstillet til hastegodkendelse i EU og kan om kort tid være på markedet. Det skriver Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) i to pressemeddelelser.
Og hvis dokumentationen er i orden, bliver Pfizer/BioNTechs vaccine godkendt senest 29. december og Moderna senest 12. januar til brug i Danmark og resten af EU.
- De første danskere kan potentielt blive vaccineret i januar, skriver sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på Twitter.
Det samme siger den danske Lægemiddelstyrelse til TV 2. Hvor snart i januar måned, de første danskere kan blive stukket, kan han ikke svare på endnu.
- Men jeg kan godt garantere, at der arbejdes på, at det sker så hurtigt, som det er forsvarligt muligt, siger Thomas Sedowski, der er direktør i Lægemiddelstyrelsen.
Jeg kan godt garantere, at der arbejdes på, at det sker så hurtigt, som det er forsvarligt muligt.
Thomas Sedowski, direktør i Lægemiddelstyrelsen
Nødprocedure sikrer godkendelse
Godkendelsen sker dog kun, hvis EMA's lægemiddelkomité vurderer, at dokumentationen for vaccinernes effekt, sikkerhed og kvalitet er solid, og at fordelene ved vaccinerne er større end bivirkningerne.
Normalt tager det EMA flere måneder at gennemgå det omfattende dokumentationsmateriale fra virksomhedernes lægemiddelforsøg, men med en coronavirus, der fortsat spreder sig over det meste af verden, har EMA sat gang i en nødprocedure, hvor dokumentationen kan godkendes løbende.
Årsagen til den hurtige godkendelsesproces er, at EMA vurderer, at effekten af vaccinen er større end de risici, de forventer, det kan have.
- Det bliver en gamechanger
Det er ældre, kronisk syge og dem, der arbejder i sundhedsvæsenets frontlinje, der står forrest i køen.
Det sagde sundhedsminister Magnus Heunicke og Sundhedsstyrelsens direktør Søren Brostrøm, da de fremlagde Danmarks foreløbige vaccineplan på et pressemøde 26. november.
- Det bliver en gamechanger, når vi får vaccinen. Det er et afgørende våben mod covid-19, sagde Magnus Heunicke (S).
Alle borgere får tilbudt en gratis og frivillig vaccine, når den er godkendt af myndighederne.
Flere artikler fra TV 2