10 år med kæmpemøller i Østerild: Energimangel har givet medvind til testcenter
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Lørdag er det 10 år siden, Testcenter Østerild blev indviet.
Vindmølletestcenteret i Østerild kan i denne weekend fejre 10-års jubilæum. De engang store protester og modvind er nu afløst af medvind.
De tårner sig 150 til 220 meter op. De hvide, gigantiske energikæmper.
Moderne vindmøller er et stykke imponerende ingeniørarbejde, der med bare én omdrejning teoretisk set kan levere nok strøm til at lade batteriet op på en stor elbil.
De bekymringer, man havde dengang, de er blevet gjort til skamme
Simon Kollerup, Erhvervsminister, S
Men dengang i 2012, da området skulle ryddes for nåletræer for at give plads til det store testcenter i Østerild, var flere mildest talt uimponerede over projektet.
De klatrede nøgne op i trætoppene i et desperat forsøg på at stoppe centerets tilblivelse. Deres protester var nyttesløse, og lørdag kunne Testcenter Østerild så fejre 10-års jubilæum.
- At et lokalområde som Thy vinder helt konkret på, at vi har store møller her, og at vi er lykkedes med en grøn omstilling, som samtidig skaber arbejdspladser, det er da noget at fejre, siger erhvervsminister Simon Kollerup, der er folketingskandidat for Socialdemokratiet.
Nogle af møllerne, der bliver testet, er 100 meter højere end dem, der er i drift lige nu. For vindmølleproducenterne er placeringen i Østerild ubetinget den bedste til at afprøve morgendagens vindmøller.
- På en skala fra 1-10 vil jeg sige, at vi er på en 10'er. Vi er meget glade for testcenteret. Klimaet heroppe er perfekt, vi har mange dage med høj vind, og det er det, der skal til for at gennemteste produkterne på kortest mulig tid, siger Anders Vedel, der er chefteknisk rådgiver i Vestas.
Godt for naturen
Ifølge Naturstyrelsen, som lægger jord til testcenteret, har omstillingen af området fra tæt nåleskov til åbent landskab med menneskeskabte strømmaskiner rundtomkring da heller ikke påvirket biodiversiteten negativt. Snarere tværtimod.
- Med den naturpleje, vi udfører her, så vil stedet udvikle sig til en ret værdifuld klithede, som er kendetegnende for egnen, siger skovrider Ole Noe.
Den folkelige opbakning til vindmøllerne er især taget til i lyset af den nuværende energikrise i Europa. Til dagens fejring med taler og sang var samtlige fremmødte da også påklædte.
- De bekymringer, man havde dengang, de er blevet gjort til skamme, siger Simon Kollerup.
Her bliver man jo helt svimmel af at kigge op på vindmøllerne
Rikke Krogh, Esbjerg
En af de lokale fra Østerild bakker ministeren op.
- I starten kom det lidt som en bombe, og det var noget af en mundfuld. Vi var glade for vores skov her, men nu generer det os ikke og tiltrækker en masse turister, siger Kaj Dige.
Sådan en turist havde også taget turen til Østerild i dag for at se de store møller på klos hold.
- Det er vildt at se. Vi har en mølle derhjemme, som er 46 meter høj, men her bliver man jo helt svimmel af at kigge op på vindmøllerne, siger Rikke Krogh fra Esbjerg-området.