Landdistrikter: Besparelse på TV 2-regionerne er uacceptabel
Foto: Morten Thomsen TV MIDTVEST
Regeringens forslag om besparelser på TV 2's regioner er forfejlet og "fuldstændig uacceptabelt" ifølge Landdistrikternes Fællesråd.
TV 2's regioner skal spare to procent om året de næste fem år. Sådan lyder et af forslagene i det medieudspil, regeringen med kulturminister Mette Bock (LA) i spidsen præsenterede torsdag.
At kræve besparelser på TV 2-regionerne er skudt helt ved siden af målet, mener formanden for Landdistrikternes Fællesråd, Steffen Damsgaard.
- Vi er lodret uenige i regeringens forslag om at pålægge TV 2-regionerne besparelser, som når op på ti procent. Vi ønsker at styrke de regionale og lokale medier, og det gøres bedst ved at styrke den eksisterende tostrengede løsning, hvor både TV 2 og DR har stærke, regionale baser, der sikrer regionale nyheder en plads på den landsdækkende sendeflade, siger Steffen Damsgaard.
- Samspillet mellem TV 2-regionerne og TV 2's hovedkanal er altafgørende for at få regionale nyheder ind på de landsdækkende sendeflader. Derfor er det også vigtigt, at DR's distrikter ikke bliver ramt af de besparelser, som allerede er besluttet for DR.
En forvrænget medievirkelighed
Tidligere på året skrev borgmestre i 35 provinskommuner og formanden for Landdistrikternes Fællesråd et åbent brev til kulturminister Mette Bock (LA).
Her skrev de, at "den virkelighed, der skabes i de landsdækkende radio- og tv-meder, ofte ikke er den virkelighed, borgerne i landdistrikterne oplever.
Ifølge Steffen Damsgaard er det fuldkommen afgørende, at den lokale og regionale journalistik bliver styrket i det kommende medieforlig.
- For os er det fuldstændig uacceptabelt, at man med udspillet lægger op til at forringe den lokale og regionale public service-journalistik. Vi har brug for flere regionale nyheder, ikke færre, udtaler Steffen Damsgaard.
DF bakker op
Fra politisk hold ligger Dansk Folkeparti på linje med Landdistrikternes Fællesråd i spørgsmålet om besparelserne på TV 2-regionerne.
- Vi kommer til at gå til forhandlingerne med regeringen med det helt modsatte udgangspunkt. Vi vil styrke de regionale og lokale medier. Så det udspil er jeg noget overrasket over, udtalte partiets medieordfører Morten Marinus torsdag til DR.
I medieudspillet foreslår regeringen desuden, at Radio24syv beskæres med 33 pct. over fem år.