Regnen skyllede gæsterne væk: Men skybruddet gør Kulturmødet mindeværdigt

Flere arrangementer måtte aflyses, da regnen brød ud.

Torsdag bagte solen over Kulturmødet Mors. Fredag havde mange gæster også fundet de korte bukser frem.

Men omkring klokken 15.00 fik de mange deltagende ved Kulturmødet et stor spand koldt vand i hovedet fra oven.

Regnen begyndte pludselig af sile ned, mens tordenbrag bulrede over den ellers så muntre kulturplads.

- Det er da ærgerligt, for det ødelægger mange ting for de arrangementer, der er udenfor. Vi kan jo ikke stå og høre noget i det her vejr. Os, der bor her i byen, går vel hjemad, fortæller Lis Søndergaard, der bor i Nykøbing.

Og regnvejret har ramt flere arrangementer ved kulturmødet. Hugorm tiltrak mange tilskuere ved deres koncert i Monas Hus. Men de mange tilskuere, der kiggede ind gennem vinduet fortrak sig, da regnen brød ud.

Den musikalske gåtur med jazz-musikere blev aflyst på grund af regnen.

Og arkitektstanden fra Utzon Center mistede lidt sin gavn i regnen.

- Vi havde tænkt, at det ville blive godt vejr, så vi har taget en masse legoklodser med, så folk kunne bygge deres drømmesommerhus. Vi har også haft byvandring i Nykøbing, og det er alt sammen aktiviteter udenfor. Det falder jo lidt til jorden, når vejret er sådan her.

- Vi har også haft en masse talks udenfor, men dem har vi rykket ind i en campingvogn. Så det bliver mere intim-talks, hvilket også kan noget, siger Kristian Kristensen, der er formidlingsarkitekt ved Utzon Center i Aalborg.

Dermed blev arkitektstandens publikum reduceret til ti personer i campingvognen.

- Så kommer vi hinanden ved i hvert fald, siger formidlingsarkitekten.

Om ti år vil dette Kulturmøde blive husket

Men heldigvis varer regnen ikke evigt, og det kunne mærkes på Kulturmødets gæster.

- Regnen kan vi ikke gøre noget ved, og det ved man også på forhånd. Det kunne have regnet alle tre dage, men det gør det ikke.

- Det påvirker sådan, at jeg også om ti år vil kunne huske Kulturmødet 2022, fortæller Finn Wilkens fra Thisted.

quote Vi er gennemblødte, men glade.

Kristian Kristensen, Arkitektformidler, Utzon Center

Lis Søndergaard vil heller ikke lade det gå udover sit Kulturmøde. Hun tager en kort tur hjem efter tørt tøj, og så er det ellers afsted igen.

- Der er mange gode ting, vi skal se endnu. Det har før regnet på kulturmødet, hvor det er gået fint, så det klarer vi nok. Jeg synes ikke, det ændrer noget ved min oplevelse, fortæller morsingboen.

Lørdagens vejrudsigt siger skyet vejr, men heldigvis tørt. Dermed får Utzon Centers legoklodser en ny chance på Kulturmødets sidste dag.

- Så kommer der ikke lige nogen og bygger med Lego resten af dagen, men så kommer de i morgen, hvor der er tørvejr. Nu får vi det bedste ud af det. Vi er gennemblødte, men glade.


Seneste nyt

fra Nordjylland