Nordjyde med særlig rolle: Sådan skal Danmark slå stormagten
Foto: TV 2 SPORT
Danmark skal formentlig skabe et par overraskelser i de sidste tre VM-kampe, hvis det skal blive til en plads i kvartfinalen.
Se VM i ishockey på TV 2 Sport og TV 2 Play. Sendeplanen findes her.
Team USA.
Alene navnet aftvinger en vis respekt, og ved dette VM er ishockeystormagten tilmed kommet rigtigt godt i gang med højt tempo og intensitet i spillet.
Der er dog en mulighed for, at Danmark kan skabe en af de to overraskelser, der skal til for at sikre en plads i kvartfinalen. Det siger TV 2 Sports ishockeyekspert Michael Eskesen, der her udpeger nøglerne til en dansk sejr.
- De ligger godt til danskerne med det her høje forechecki forhold til, at de bringer mange mand frem. Hvis Danmark kan stå imod i defensiven – som ellers har vaklet til tider – og få gang i omstillingerne og få iscenesat Nikolaj Ehlers – så han kommer op på det niveau, han viste de første par kampe, hvor han kom i fart og skabte plads til holdkammeraterne – så kan det være, der venter en overraskelse, siger Eskesen.
- Det bliver ikke på fysikken, Danmark skal slå USA. Det bliver på tempoet i skøjterne og ved at undgå for mange dueller ude ved banderne.
Efter nederlaget til Tyskland har Danmark brug for to overraskelser for at gå videre fra gruppespillet. Enten skal Danmark selv vinde to af de næste tre kampe, eller også skal Tyskland tabe en kamp, mens Danmark henter point mod favoritterne.
- Jeg synes at andenkæden med blandt andre Bødker og Poulsen faldt lidt i niveau mod Tyskland. Der skal lidt mere til fra dem mod USA. De har også den spids og klasse, der skal til for at levere den store overraskelse, det vil være at vinde over USA, siger Michael Eskesen.
De sidste kampe
Danmarks program: USA, Sverige og Finland
Tysklands program: Ungarn og Frankrig
Hvis Tyskland taber en kamp i ordinær tid, skal Danmark hente to point. Hvis Tyskland taber en kamp efter forlænget spilletid, skal Danmark hente tre point.
Ved VM får man tre point for en sejr i ordinær tid, to point for en sejr i overtid og et point for uafgjort efter overtid.